Den nye Skyactiv-X-benzinmotor kører med en ny forbrændingsmetode, som gør den omdrejningsvillig som en almindelig benzinmotor, sparsommelig og kraftig som en dieselmotor
Den helt nye motor fra Mazda, Skyactiv-X, kører på benzin, men har teknik, som man ellers kun finder i en dieselmotor: som en almindelig benzinmotor har 2-liters motoren tændrør, men som i en dieselmotor gør kompressionen i motoren det muligt, at brændstoffet kan selvantændes. Det skulle gøre forbrændingen mere effektiv, og når forbrændingen bliver mere effektiv, falder forbruget.
Mazda har netop offentliggjort data for den nye motor. Med en slagvolumen på 1.998 cm3 er den i klasse med den mere (men ikke helt) traditionelle Skyactiv-G-benzinmotor, som vi kender fra de fleste Mazda-modeller. Den nye Skyactiv-X-motor yder 180 hk (6.000 o/min) og 224 Nm (3.000 o/min), og i forhold til Skyactiv-X har den både flere hestekræfter og højere drejningsmoment ved lavere omdrejninger – den kendte Skyactiv-G-motor fås i udgaver med 122, 145 og 165 hk, mens de alle har et maksimalt drejningsmoment på 213 Nm, som først træder ind ved 4.000 o/min.
Kan snart bestilles i CX-3 og 3
Den nye 3’er er den første model, der kommer ud til kunderne med den nye benzinmotor, og kort tid efter følger den nye crossover CX-30 med X-motoren. Forbruget i Mazda 3 hatchback med manuel gearkasse er, efter WLTP-normen, 18,2 km/l, og fordi WLTP-metoden dækker over mange forbrugsmønstre oplyser Mazda også, at 3’eren i bedste fald vil kunne køre 21,7 km/l. Mazda har tidligere lovet en forbedring af forbruget på cirka 30 procent i forhold til de eksisterende benzinmotorer, og sat op mod 3’eren med den eksisterende 2-liters motor med 122 hk (16,1 km/l), er forbedringen omkring 20 procent – men her er altså tale om en motor, som yder 58 færre hestekræfter, så sammenligningen er ikke ligefrem rimelig.
Som standard kommer Skyactiv-X-motoren i Mazda 3 med manuel gearkasse og forhjulstræk. Motoren fås også med 6-trins automatgearkasse, og i hatchback-versionen (ikke sedan) kan motoren kombineres med firehjulstræk (manuel eller aut. gearkasse).
Den danske importør har endnu ikke offentliggjort hverken introduktionstidspunkt eller priser for modellerne med den nye Skyactiv-X-benzinmotor.