Salgstallene for oktober er offentliggjort, og de taler næsten for sig selv: Volkswagen er ikke blevet upopulær hos danskerne trods skandalen om fusk med millionvis af dieselbiler. Tværtimod ser det ud til, for Up er tilbage som nummer et over de mest solgte, og top 20 viser også gode placeringer til både Polo og Golf
> VW Up mest solgte bil i oktober med 721 styk
> Kia Rio mere populær end Peugeot 208 og VW Polo i oktober
> Det samlede antal biler solgt i oktober: 16.880
Det er sjældent, at andre end bilimportørerne selv sidder i spænding og venter på bilsalgstallene fra brancheforeningen De Danske Bilimportører. Tallene for en given måned offentliggøres typisk en uges tid efter hver måned er afsluttet, men oktober måneds tal er ventet med langt større spænding end tallene for de sidste mange måneder. Grunden? Oktober var den første hele måned, hvor skandalen om Volkswagens dieselbiler var kendt af i den brede offentlighed. Ville danskerne straffe Volkswagen for fusk og løgn?
Svaret er nej. Nej med stort N, faktisk. Danske bilkøbere har i oktober været rigtig flittige til at gå til Volkswagen-forhandlerne. Så flittige at de seneste måneders nummer 1 på listen over de mest solgte biler, Peugeot 208, ikke mere er øverst på skamlen, for der står nu igen Volkswagen Up – den er solgt i hele 721 eksemplarer, 29 styk flere end i september.
På plads nummer 7 finder vi Polo med 431 eksemplarer og på plads nummer 9 Golf med 401 eksemplarer – de tal er ikke meget anderledes end i september.
Et andet sted på top 20 er der godt nyt for Kia, som har solgt ikke mindre end 592 eksemplarer af den faceliftede Rio. Det rækker til plads nummer 2 – og gør dermed Rio mere populær i oktober end den storsælgende Peugeot 208, der er nummer 3 med 507 eksemplarer. Til gengæld må Kia finde sig i, at sidste måneds nummer 5, den lille Picanto, slet ikke er med i top 20 – i september købte 558 danskere sig en mikro-Kia, i oktober var det kun 193, der gjorde det samme. Men salgstallene for netop Picanto og Rio svinger generelt meget, fordi importøren får sine biler i samlede sendinger fra Sydkorea, så lageret kan være næsten tomt i nogle perioder – i modsætning til fx Cee’d produceres de to ikke i Europa.
Der er den mulighed, når vi taler Volkswagen, at mange af mærkets indregistreringer fra oktober er på biler bestilt FØR skandalen begyndte at rulle, så tallene for november og december venter vi også på med spænding. Skal vi sige, at vi ses til et tjek af salgstal om en måneds tid?