Luksusbilerne i størrelsen omkring de fem meter er blevet en vigtig klasse i Danmark, ført an af Mercedes-Benz E-Klasse. Den ligger klart foran konkurrenterne på salg, men nu er Audi klar med en helt ny A6 til konkurrencedygtige priser, som måske kan lokke kunder væk fra E-Klassen
Attraktive forhold for firmabilister har rykket en hel klasse af biler ud af skyggen i Danmark: luksusklassen over de almindelige firmabiler som VW Passat og BMW 3-serie, de store biler med en længde lige under fem meter. Beskatningsgrundlag under 500.000 kr. har gjort bilklassen opnåelig for langt flere, og mens det engang var en sjældenhed at se en ny Mercedes-Benz E-Klasse uden et hyrevognsskilt på taget, så er den tyske model nu et helt almindeligt syn.
Og Mercedes-Benz har taget på konkurrenterne i klassen, som består af få biler. Udover E-Klasse er de relevante biler i klassen Audi A6, BMW 5-serie, Jaguar XF og Volvo S90/V90. I de første tre måneder af 2018 blev 513 eksemplarer af E-Klassen indregistreret, og i samme periode blev det til 389 styk 5-serie, 20 styk XF, 225 styk S90/V90 (fordelt på 52 S90 og 173 V90) og 229 styk A6.
Audi er undskyldt for at ligge så langt efter både E-Klasse og 5-serie, for A6 er, til trods for langtidsholdbart design, en gammel model introduceret i 2011. Fra slutningen af juni er der ingen grund til undskyldninger, for der begynder Audi-forhandlerne i Danmark at udlevere de første udgaver af den helt nye A6, som står på samme platform som A7 Sportback, A8 og flere andre luksusbiler i VW-koncernen.
Priser fra 587.980 kr. for 40 TDI med 204 hk
Det er muligt at bestille den nye A6 forud for juni-introduktionen, og der bliver fem motorvarianter, valget mellem sedan og stationcar (Avant – introduceres til efteråret) og to udstyrsvarianter, basisvarianten og Sport-udgaven. Priserne er nu på plads, og den nye A6 lægger sig mellem de almindelige udsalgspriser og specialpriserne, som BMW kører med på 5-serie, lidt over Jaguar XF og Volvo-modellerne og under E-Klassen.
Audi-importøren oplyser udsalgspriser for private købere på alle fem udgaver, mens importøren kun oplyser en frapris for beskatningsgrundlaget – udsalgspriserne starter ved 587.980 kr. for A6 sedan 40 TDI med den firecylindrede 2-liters dieselmotor med 204 hk, forhjulstræk og automatisk dobbeltkoblingsgearkasse, og det koster yderligere 35.000 kr. at få den praktiske, elegante Avant, altså stationcarmodellen. Beskatningsgrundlaget for A6 sedan 40 TDI starter ved 470.000 kr. – vil man have beskatningsgrundlaget for de øvrige modeller, kræver det, at man tager kontakt til en forhandler eller et leasingselskab.
Udsalgspriserne på de fire øvrige motoriseringer:
A6 45 TDI med sekscylindret 3-liters dieselmotor med 231 hk, 8-trins automatgear og Quattro-firehjulstræk: 689.980 kr.
A6 50 TDI med sekscylindret 3-liters dieselmotor med 286 hk, 8-trins automatgear og Quattro-firehjulstræk: 709.980 kr.
A6 45 TFSI med firecylindret 2-liters benzinmotor med 245 hk, 7-trins dobbeltkobl. og forhjulstræk: 637.980 kr.
A6 55 TFSI med sekscylindret 3-litere benzinmotor med 340 hk, 7-trins dobbeltkobl. og Quattro-firehjulstræk: 867.980 kr.
Standardudstyret i den nye A6 varierer ikke mellem motoriseringerne, men kun mellem basisudgaven og den cirka 43.000 kr. dyrere Sport. Som standard har alle A6 MMI-navigation med to touchscreens i midterkonsollen, tre års Audi Connect (brug af indbygget SIM-kort til bl.a. navigation), 17″ alufælge (A6 55 TFSI har 18″), LED-forlygter, LED-baglygter, fjernlysassistent, varme i forsæderne, el-justerbar lændestøtte, splitbagsæde, p-sensorer for og bag, fartpilot (ikke adaptiv), Audi Drive Select-køreindstillinger og de to aktive sikkerhedssystemer Pre Sense Basic (crash-forberedende system) og Pre Sense City (aut. nødbremse) – udvidet automatisk nødbremse til hastigheder over 85 km/t og andre systemer koster desværre ekstra.
Sport-udstyrsversionen har 18″ alufælge, rat med skiftepaler, sportssæder, kølergrill i mat titansort, diffuser i mat titansort og indlæg i kabinen i aluminium.
BMW 5-serie fås til specialpris fra 543.096 kr., normal udsalgspris fra 578.374 kr. Beskatningsgrundlag fra 469.301 kr.
Jaguar XF fås til specialpris fra 500.015 kr., normal udsalgspris fra 533.880 kr. Beskatningsgrundlag fra 396.871 kr.
Mercedes-Benz E-Klasse til fås til udsalgspris fra 595.580 kr. Beskatningsgrundlag fra 465.000 kr.
Volvo S90 fås til specialpris fra 533.408 kr, normal udsalgspris fra 581.980 kr. Beskatningsgrundlag fra 430.000 kr.