Mens Audi først er ved at komme ud af starthullerne, BMW indtil videre kun producerer smalle i-modeller og Mercedes-Benz forsøger at finde vej med sin ledestjerne, er Jaguar klar til at tilbyde den første rigtige elbil som konkurrent til Tesla. Den nye I-Pace er en lav SUV med en realistisk rækkevidde på 480 kilometer
I-Pace er den første af to fuldelektriske modeller fra Jaguar med lancering inden udgangen af 2019, og den lave SUV bliver dermed den første premiummodel til at tage kampen op mod amerikanske Tesla – Audi, BMW, Mercedes-Benz, Lexus, Volvo. Ingen af dem har endnu en grydeklar elbil, der kan konkurrere med Teslas modeller.
Den elektriske Jaguar har en internt udviklet elmotor med en ydelse på 400 hestekræfter (700 Nm) og en batteripakke med en kapacitet på 90 kWh, som giver en rækkevidde efter den nye og mere realistiske WLTP-norm på cirka 480 kilometer. I-Pace bliver en decideret hurtig bil, men ikke i Tesla-kategorien: 0-100 km/t klarer den nye SUV på 4 sekunder. Elektrisk firehjulstræk er standard på alle modeller.
Formsproget og i det hele taget bilens form er tydeligt præget af, på en forfriskende måde, at den aldrig har været tænkt til at rumme en konventionel forbrændingsmotor, og alt det, der følger med. Den har ikke den lange front, som vi ser på andre Jaguar-modeller, men til gengæld en kabine, der pladsmæssigt skulle være udnyttet langt bedre. For at kunne få en fornemmelse af bilens størrelse, så er I-Pace 468 cm lang og 156 cm høj. Omtrent på størrelse med en BMW 3 Touring.
Priser fra 740.880 kr.
I-Pace-priserne for Danmark er allerede på plads, og der bliver tre varianter, alle med ydelsen på 400 hk og LED-forlygter: I-Pace S til 740.880 kr., I-Pace SE til 821.880 kr. og I-Pace HSE til 883.880 kr. De kan forudbestilles, og levering skulle starte sidst på året – men det falder sammen med, at den udsatte forhøjelse af afgiften på elbiler slutter, så her skal politikerne tage en ny beslutning i forhold til elbiler.
Jaguar kan forvente at få konkurrence af en ny elektrisk SUV fra Audi (Q6) og det nye EQ-mærke fra Mercedes-Benz, der også laver en elektrisk SUV. Og den anden elbil fra Jaguar, vi ser inden udgangen af 2019? Sandsynligvis en ny udgave af den store limousine XJ, der skifter til el.