Salget af nye biler i Danmark i juli 2015 går ikke over i historien som noget særligt, måske bortset fra to ting: Volkswagen Up blev henvist til tredjepladsen af to gange Peugeot, nemlig 208 og 308
> Af sine tre mest populære biler solgte Peugeot tilsammen 1.950 styk i juli
> Volkswagen Up ligger nummer tre i juli – med 631 styk mod 791 208ere
> En ny Alfa Romeo 4C fik plader på i juli – den anden i år
Top 20 over de mest solgte biler i juli er næsten lige så forudsigelig, som den var måneden før, og man skal synes, at statistisk materiale er meget underholdende, før listen virker bare lidt underholdende. Men de første tre tal på listen er faktisk ret spændende, selv om der ikke ligger så meget i lige netop 791, 699 og 631. Det første tal, det højeste, ville hænge sammen med Volkswagens Up, hvis alt i juli var gået, som det plejer, men denne måned er en af de anderledes – 791 tilhører Peugets 208, og dermed antallet af solgte styk i juli 2015, og det 699 hører sammen med den større 308, mens Up ender med det lettere utaknemmelige tal 631, der henviser den til en plads som nummer tre på top 20.
Hvorfor stormer Peugeoterne frem, endda i sådan en grad, at en bil som den relativt store 308 overhaler kæledækken Up? På den ene side fordi danskerne har taget imod 308 som et helt ægte alternativ til især Volkswagen Golf, på den anden side fordi en 308 kan leases til 2.995 kr. om måneden og med en lav, lav udbetaling på 3.995 kr. Skal Volkswagen levere en Golf med samme motor og udstyr, koster det mindst 600 kr. mere om måneden for en ringere udstyret bil – og 25.000 kr. i udbetaling.
Hvis man lægger salget for Peugeots tre mest populære modeller, som er 208, 308 og 108, sammen, rammer vi 1.950 biler alene for juli måned. Det er noget, andre mærker kun kan fantasere om. Volkswagens tre mest populære, Up, Polo og Golf, halter et stykke efter – 1.235 solgte.
Er Up igen på vej til at blive årets mest solgte?
Det er lige tidligt nok at tale om salget for hele 2015 – så skal vi gå fra statistik til prognose og krystalkugle. Men det går vi heller ikke af vejen for. Tendensen siger fuld fart frem, men Ups kæmpe forspring fra 2014 lider under netop den tendens, for fuld fart frem tyder endelig på at betyde lidt for størrelsen på bilen. Volkswagen solgte 10.106 Up i 2014, Peugeot solgte 5.702 208.
Syv måneder er gået af 2015, og Peugeot 208 ser ud til at være bilen, der vrister titlen fra Up for hele året. Up står lige nu på 4.651 eksemplarer, 208 på 4.271 eksemplarer. Up har dermed ikke rigtig fat i et samlet stigende marked, men det har 208 i den grad.
Top 20 indeholder derudover så lidt nyt, at den følgende remse af biler (fra placering 4-20 med antal solgte fra en ende af), kan give behov for en opkvikkende kop kaffe:
Kia Picanto 563, Skoda Fabia 477, Peugeot 108 460, Kia Rio 412, Toyota Aygo 399, Volkswagen Polo 390, Ford Fiesta 385, Hyundai i20 381, Toyota Yaris 369, Suzuki Celerio 350, Nissan Qashqai 312, Opel Corsa 300, Citroën C1 294, Hyundai i10 283, Renault Clio 282, Skoda Octavia 269, Citroën C3 255.