Den nye SUV-udgave af Peugeot 5008 med syv sæder introduceres snart hos de danske forhandlere. Priserne og modelprogrammet er klar, og man kan komme i gang for 309.990 kr.
Markedet bugner ikke af SUV-modeller med syv sæder, som almindelige mennesker kan betale – eller som firmabilister har lyst til at blive belastet af på lønsedlen. Nissan har fået vind i seglene med X-Trail, og Skoda har introduceret sin Kodiaq, men indtil videre kun dyre udstyrsvarianter – og importøren venter tålmodigt på produktionspladser på samlebåndet for at få flere biler.
Sidst i oktober introducerer Volkswagen sin forlængede Tiguan med syv sæder, Tiguan Allspace, og Seat har inden længe premiere på sin mellemstore SUV med syv sæder, som endnu ikke har fået et navn. Flere vil uden tvivl følge.
Peugeot havde allerede for snart et år siden verdenspremiere på sin syvsæders SUV, den nyfortolkede udgave af 5008, en forlænget version af den populære 3008. Uheldige omstændigheder, som i en displayfabrik som gik op i flammer, har imidlertid udsat introduktionen, som nu nærmer sig. I september har forhandlerne endelig bilerne, og Blog om Biler har allerede priserne.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc909639845390″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2017/08/Peugeot-5008-10.jpg[/image]
Merprisen i forhold til 3008 svinger
Den vigtigste forskel fra 3008 til den længere 5008 er selvfølgelig antallet af sæder. 3008 har fem siddepladser, 5008 har syv. En tredje sæderække, som kan klappes ned i bagagerummet, giver plads til to personer – primært børn, for meget mere er der ikke plads til. Der er designforskelle, mest af alt den mere firkantede og opretstående bagende. I fronten er der også forskelle, de er bare ikke nær så opsigtsvækkende. Kabinen er taget 1 til 1 fra 3008, så et stort digitalt display på 12,3″ står for instrumenteringen (som kan sættes op på forskellige måder), og med undtagelse af den billigste udstyrsvariant (Access) har alle 5008 infotainmentsystem med en 8″ touchscreen. Alle 5008 har syv sæder som standard. Lægger man både anden og tredje sæderække ned for at få plads til et mindre flyttelæs, imponerer den franske SUV med en volumen på op til 2.150 liter.
Priserne starter ved 309.990 kr. for Access-modellen med basisbenzinmotoren med tre cylindre, en 1,2-liters med 130 hk. En helt tilsvarende 3008 koster 288.990 kr., så Peugeot tager sig alt andet end fyrsteligt betalt for en større bil med ekstra sæder – 21.000 kr. for at være helt præcis.
Merprisen i forhold til 3008 svinger dog fra variant til variant. Mens Access, som kun fås med benzinmotoren med 130 hk, holder sig til en merpris på 21.000 kr., koster næste udstyrsvariant (Active) med samme motor 36.000 kr. mere end den tilsvarende 3008 – 349.990 kr. Topmodellerne med benzinmotor, Allure og GT Line, har også en merpris på 36.000 kr. Dyreste benzinudgave er 5008 1,6 GT Line med automatgear til 498.990 kr.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1386437594825″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2017/08/Peugeot-5008-08.jpg[/image]
Diesel fra 374.990 kr.
Hvis man er mere til diesel, starter priserne med den fine 1,6 HDi med 120 hk og Active-udstyr ved 374.990 kr., hvilket er 31.000 kr. mere end den tilsvarende 3008. 1,6 HDi aut. med Allure-udstyr koster fra 434.990 kr., mens topmodellen 2,0 HDi GT med 180 hk og automatgear koster 534.990 kr. – her er merprisen, som på benzinudgaverne, 36.000 kr. i forhold til 3008.
Access-modellen har som standard læderrat, aircondition, 17″ stålfælge, fartpilot, fire elruder, aut. nødbremsesystem og radio med Bluetooth. Active-versionen har 17″ alufælge, aut. klimaanlæg med to zoner, 8″ touchscreen, p-sensorer bag og tagræling. 5008 Allure har 18 eller 19″ alufælge (afhængigt af motoren), mørktonede sideruder bag, el-klapbare spejle, p-sensorer for og bag, Apple CarPlay og nødopkaldssystemet Peugeot Connect SOS.
GT Line kommer med stylingkit, 19″ alufælge, LED-forlygter og navigation, mens GT derudover bl.a. har nøglefri adgang og start og bakkamera.
Konkurrenten Nissan X-Trail har pt. en startpris på 309.790 kr., men priserne gælder en udgående model – i efteråret lancerer Nissan en faceliftet X-Trail, men priserne bevæger sig sandsynligvis meget lidt. Billigste X-Trail har 163 hk, men den tredje sæderække findes ikke til basismodellen, så billigste version med syv sæder koster cirka 342.000 kr.
Skoda Kodiaq findes endnu kun i den dyre Style-variant og i udgaver med automatgear – til priser fra 456.000 kr. Sammenligner vi Kodiaq med sammenlignelige varianter, fx Kodiaq 2,0 TDI DSG 4×4 Style med 190 dieselhestekræfter med 5008 2,0 HDi GT med 180 hk, er den tjekkiske konkurrent cirka 10.000 kr. dyrere, men den kommer med firehjulstræk, som ikke fås til 5008.