Ford Ranger er den seje cowboy i pickup-klassen – og det er ikke blevet anderledes, nu hvor den kommer med et stort facelift. Blog om Biler tager den femcylindrede og farverige Ranger Wildtrak med på eventyr i terrænet omkring Ledreborg Slot
En pickup er to vidt forskellige ting i to vidt forskellige verdener. Der er en verden med meget praktiske formål, hvor den sælges til fx kommuner, Naturstyrelsen og godsejere med de helt rigtige behov. Og så er der den drømmeverden, vi andre går rundt i, hvor det er rigtig fedt at kunne færdes overalt i en stor og høj bil med lad, mens venstre arm ligger i karmen. Men Danmark er et lille land, hvor du ikke bare kan kaste din pickup fra asfalten og ud i naturen, for alt er fredet, privatejet eller bare overbefolket. Og så er der parkeringen og alle forhindringerne, når man bor i en stor by, ligesom naboen på villavejen vil sende skumle blikke, hvis du skifter din stationcar ud med en pickup. Så meget for drømmene…
For nogle timer har jeg fået lov at udleve drømmen. Køre pickup og lade som om, den danske natur er noget, jeg gerne må mose rundt i i en stor bil med firehjulstræk og lad. Ford har lejet sig ind i et stykke bakket terræn i skoven omkring Ledreborg Slot ved Lejre, og de har medbragt deres gennemgribende og grundigt opdaterede pickup, den sydafrikansk byggede Ranger. Den skrabede arbejdsudgave XL med fire cylindre og 160 hk bliver i fantasien, og i stedet er det den farverige topmodel Ranger Wildtrack med fem cylindre og 200 hk, der er hoppet ud af drømmen og ind i skoven. En Ranger Wildtrak i Pride Orange kan man ikke gemme i skoven, men det er nok meget godt med noget kulør, for man ved aldrig, hvem der går rundt med et jagtgevær herude.
Der bliver bare flere og flere
Pickup-klassen var engang et større hit i Danmark, end den er lige nu. I 2007 var der ca. 1.500 ny-indregistreringer, i 2014 var der 504. Krisen har haft mange ofre, og pickup-klassen er et af dem. Men i 2015 var der bedring med 623 pickups, og tallet stiger også i år, siger Ford, som med den fornyede Ranger vil gå fra 13 procent af salget i klassen til 25 procent, 150 styk om året. Det kan forblive en drøm, for hvis Ford ikke har bemærket det, så er der kommet helt nye versioner af Nissan Navara og Mitsubishi L200, klassens ikon Toyota HiLux ankommer snart i ny udgave, Volkswagen Amarok stiller med facelift med sekscylindrede motorer, Isuzu er kommet på markedet som spiller med D-Max – og Fiat går for første gang ind på markedet med Fullback, mens også Renault og Mercedes-Benz har planer for klassen.
Ford Ranger skal skubbe sig frem blandt konkurrenterne med et design, der taler tydeligere til din indre cowboy, og det er helt sikkert ikke tilfældigt at den nu lægger sig meget mere op af sin store kusine i USA, F-150. Wildtrak-udgaven er design- og konceptmæssigt skruet op i overgear, så den får klassekammeraterne til a fremstå som meget konservative.
En høj totalvægt på op til 3.200 kg og forbedringer i forbruget på op til 22 procent skal tiltale de praktisk orienterede, mens et mere nydeligt og funktionelt interiør med adaptiv fartpilot og 8″ touchscreen skal overbevise de teknik-interesserede. Og skal vi så se at få startet den terrænkørsel?
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1013474485365″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/05/FIRST-DRIVE-Ford-Ranger-001.jpg[/image]
Moser sig gennem mudder og over sten
Ranger Wildtrak i al sin orange pragt har klassens stærkeste motor, en femcylindret maskine på hele 3,2 liter med 200 hk og 470 Nm. Det er en stakket frist, for Volkswagen skrotter sine firecylindrede i Amarok og går all in med seks cylindre og op til 224 hk, men Ranger har i det mindste en dejlig ‘kantet’ og speciel lyd, når jeg fyrer op for de fem cylindre.
Terræn handler stort set altid om fart. Lav fart, meget lav fart. Jeg overvejer hvert et lille fremskridt på den bakkede vej i den tætte skov, hvor store træer står som pejlemærker – og kæmper, jeg ikke skal ramme. Fra baghjulstræk er jeg skruet forbi 4H-indstillingen i firehjulstrækkets indstilling og videre til 4L, som også sætter reduktionsgearkassen i spil. Bilen kravler uendelig langsomt, selv når jeg trykker lidt for meget på speederen, og store sten i sporene, træstubbe midt i min vej og glatte mudderspor tygger Ranger sig i gennem, som var den ikke lavet til andet.
En automatgearkasse hører efter min mening hjemme i en pickup, for så er vi ude over problemet med at brænde koblingen af, og så godt som den sekstrins automatiske fungerer her i Ranger, så virker det omsonst at rode med den manuelle, som for øvrigt virker træg og irriterende at bruge.
Ranger er en kæmpe i en tæt skov, og der skal bakkes og drejes en ekstra gang for at få et 536 cm langt karrosseri rundt i snævre passager. Ikke en gang er jeg ved at sidde fast, hvad der bestemt siger mere end Ranger Wildtrak end om chaufføren. Jeg sætter pris på elektronikken, firehjulstrækket og de grove dæk, og det er det fede ved en moderne pickup – du kan koncentrere dig om at ramme rigtigt og om at finde den sjoveste rute.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1375060198931″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/05/FIRST-DRIVE-Ford-Ranger-010.jpg[/image]
En kæmpe på landevejen
Ranger føles stor i den tætte skov, men det er ikke noget i forhold til, hvor stor den føles på de smalle landeveje omkring Ledreborg Slot. Jeg kører fra terræn via grusveje ud af lågen, så den orange kolos kan prøve at komme på asfalt. At den fylder som en lastbil på vejen, det er ligesom underforstået, men den er faktisk ikke voldsom i bredden – 186 cm er ikke spor mere end en typisk firmabil.
Der er ingen vægt i ladet, som du må kaste op til 970 kilo (1.128 kilo i XL-udgaven) byggematerialer, vaskemaskiner eller cementblandere op i, så bagvognen danser en let dans over asfalten. Ranger kører tungt og flytter sig ikke gerne, og jeg kan med det samme fornemme, at den ikke skjuler sin vægt så godt som flere af konkurrenterne. Styretøjet er helt modsat det, jeg ofte roser Ford for: det kræver ingen kræfter, er lettere end i en Fiesta og fortæller intet, virkelig intet, om hvilken retning jeg er på vej i.
3,2-liters motoren affinder sig fint med tempo 80, og lydbilledet bevarer sin skæve charme selv ved den fart. Bundtrækket er der ikke noget at udsætte på, men motorens styrke vil i højere grad være at køre med læs i ladet eller en stor trailer på krogen; den er træg, når den kommer meget over 3.000 o/min, så Ranger Wildtrak er et godt bud på en pickup til den store heste- eller biltrailer.
Ranger Wildtrak skiller sig ud i en klasse, der ikke er vant til medlemmer med skrigorange lakering, spraglet sædebetræk og kontrastsyninger på instrumentbordet. Men er det nok til at erobre 25 procent af salget i en klasse, hvor alle de andre også har store mål – og hvor alle modeller er nye eller opdaterede? Det er op til håndværkere, entreprenører, kommuner og alle de andre, der har behov for en pickup at afgøre. Jeg tager bare et eksemplar af dem alle til min fantasigarage, og der passer en orange Ranger Wildtrak fint ind.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc296768239526″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/05/FIRST-DRIVE-Ford-Ranger-026.jpg[/image]
[google_table rows=”13″ cols=”2″ show_row_number=”0″ =”string” =”string” heads_values=”FORD RANGER WILDTRAK 3,2 TDCI AUT. 4X4 DOUBLE CAB^” heads_types=”string^string” sc_id=”sc1031314340389″]MOTOR^R5, 3.198 cm3, turbodiesel__GOOGLE_TABLE_ROW__YDELSE^200 hk ved 3.000 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__^470 Nm ved 1.500 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__0-100 KM/T^10,9 sekunder__GOOGLE_TABLE_ROW__TOPFART^175 km/t__GOOGLE_TABLE_ROW__FORBRUG^11,5 km/l__GOOGLE_TABLE_ROW__CO2^229 gram/km__GOOGLE_TABLE_ROW__MÅL (L/B/H)^536/186/184 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__AKSELAFSTAND^322 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__LADRUM (L/B/H)^155/156/51 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆGT/LAST/TRÆK^2.230/970/3.000-3.200 kg__GOOGLE_TABLE_ROW__DÆK^265/60R18__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIS EKSKL. LEVERING PÅ PAPEGØJEPLADER (3.880 KR.)^378.829 kr. inkl. moms (Ranger fås fra 255.060 kr. inkl. moms)[/google_table]