Peugeot er nu endelig nået til at lancere plug-in-udgaven af sin populære SUV 3008 i Danmark – i første omgang den kraftige 3008 GT Hybrid4 med 300 hk og firehjulstræk, som kan køre 59 km på strøm alene
Vi skrev i september 2018, at Peugeot fra efteråret 2019 ville kunne levere flere forskellige plug-in-hybrider på basis af 508, 508 SW og 3008. Efteråret 2019 rullede forbi, og først nu er den danske importør klar med første skud på PHEV-stammen. Indtil videre er kun en af modellerne kommet på prislisten, og det er topversionen af 3008 med hele 300 hk. Inden længe skulle priserne på versionen med 225 hk og de sammenlignelige udgaver af 508/508 SW dukke op.
Et plaster på såret i forhold til, at tidsplanen ikke har holdt, er at rækkevidden på ren strøm, er bedre, end vi kunne fortælle dengang i 2018, at den ville bliver: I stedet for op til 50 kilometer på en opladning af litium-ion-batteriet på 13,2 kWh, er rækkevidden endt på 55-59 kilometer (WLTP-norm). Du kan læse mere om de forskellige modeller i linket herunder.
Ved at starte med prisen på topudgaven af 3008-hybriderne, 3008 GT Hybrid4, starter prisen i et andet luftlag, end den nok vigtigste konkurrent lige nu, den nye Ford Kuga PHEV. Fords plug-in-hybrid med 225 hk starter ved bare 269.990 kr. Peugeot 3008 Hybrid4 starter på 469.990 kr. Forskellen mellem de to er dog ikke kun 75 hk, men også elektrisk firehjulstræk og mere udstyr – selv i den dyreste version koster Kuga PHEV dog ikke mere end 319.990 kr.
GT med det meste som standard
3008 GT Hybrid4 bliver den første 3008 med firehjulstræk (bagakslen får kræfterne fra den ene af de to elmotorer), og ingen anden 3008-model kommer tæt på at være så accelerationsstærk og kraftigt motoriseret som den nye PHEV. Det samlede drejningsmoment, når benzinmotoren og de to elmotorer arbejder bedst muligt sammen, er hele 520 Nm. 0-100 km/t på 5,9 sekunder og topfart på 240 km/t.
Normforbruget, som rækkevidden på el regnet ud efter WLTP, er 76,9 km/l og 29 gram CO2/km. Det afhænger selvfølgelig et fuldt opladet batteri (og et par mirakler her og der) at opnå næsten 80 km/l. Realistisk? Hvis man kører meget i byen og lader før alle længere ture.
GT-udstyrsniveauet er det højeste i 3008-programmet, og til 469.990 kr. koster 3008 GT Hybrid4 præcis det samme som den anden 3008 GT – den med dieselmotor og 177 hk.
GT’erne kommer med LED-forlygter, 19″ alufælge, digital instrumentering med 12,3″ skærm, nøglefri adgang/start, infotainmentsystem med 8″ touchscreen og navigation, bakkamera og indtræk med Alcantara og kunstlæder. Som Hybrid4 får man, i forhold til GT med dieselmotor, også adaptiv fartpilot.