Mitsubishi Eclipse Cross er en helt ny konkurrent til Nissan Qashqai, og den har dansk premiere i maj til priser fra 279.900 kr. – en lavere indstigningspris end først ventet. Ved introduktionen har alle Eclipse Cross samme 1,5-liters turbomotor med 163 hk, men en 2,2-liters diesel med 15o hk er på vej
Mitsubishis største nyhed i mange år lander sidst i maj hos de danske forhandlere: Eclipse Cross, en coupélignende SUV i klasse med Nissan Qashqai, er den første nye bil fra det japanske mærke i flere år – og et tegn på, at Mitsubishi, nu en del af Renault-Nissan, endelig begynder at rykke på sig med nye motorer. Eclipse Cross har som standard en nyudviklet 1,5-liters turbobenzinmotor med 163 hk. En høj ydelse i forhold til, at konkurrenterne typisk starter med 115-130 hk i de billigste versioner. En dieselmotor på 2,2 liter med 150 hk, som vil kunne fås med en traditionel automatgearkasse med otte trin, introduceres senere på året.
Ved pressepræsentationen i november sidste år lød beskeden, at kun højt udstyrede Eclipse Cross ville komme til Danmark fra mindst 300.000 kr., men den danske importør har nu offentliggjort priserne og modelprogrammet – og løftet sløret for, at en billigere indstigningsvariant er tilføjet, som får Eclipse Cross et stykke længere ned. 279.900 kr. plus levering kommer den billigste variant, Eclipse Cross 1,5 Inform, til at koste.
Inform-modellen fås udelukkende med forhjulstræk og manuel gearkasse, mens mellemvarianten Invite+ fås med forhjulstræk og valget mellem en manuel eller en automatisk CVT-gearkasse. Topmodellen Intense+ kommer i tre udgaver: manuel med forhjulstræk, CVT og forhjulstræk og endelig CVT og firehjulstræk.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc367299655715″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2018/03/Mitsubishi-Eclipse-Cross-01.jpeg[/image]
Brug de 23.000 kr. ekstra
Basismodellen Inform til 279.900 kr. inkluderer et basisudstyr som er okay, men som absolut taler for, at man bruger 23.000 kr. mere på at komme op på næste trin. Mens aircondition, sædevarme, USB, regnsensor, aut. nødbremse og sporskiftealarm er standard i Inform, frigives, for mange, vigtigt udstyr først på midterste niveau, Invite+ – alufælge (18″), touchscreen til infotainmentsystemet (7″ og Apple CarPlay), læder på rat og gearknop, bakkamera, nøglefri adgang og start, DAB-radio, automatisk klimaanlæg med to zoner og fartpilot. De 23.000 kr. er givet rigtig godt ud, selv om Eclipse Cross så kommer op på 302.990 kr. Med CVT-gearkasse koster Eclipse Cross 1,5 Invite+ 322.995 kr. – merprisen for den automatiske, trinløse gearkasse er så på 22.005 kr.
Topversionen Intense+ starter ved 339.990 kr., som er godt og vel 60.000 kr. mere end basismodellen og 37.000 kr. mere end den veludstyrede midterste variant, Invite+. På øverste niveau udvides udstyret med LED-forlygter, varme i rattet og bagsædet, adaptiv fartpilot, blind vinkel-assistent med advarsel for krydsende trafik når man bakker, head up-display, Rockford Fosgate-lydanlæg, p-sensorer for og bag, panoramaglastag og 360 graders kamera. Merprisen for CVT er underligt nok højere på højeste niveau end på midterste: 25.000 kr. Med CVT og firehjulstræk kommer topmodellen op på 394.995 kr.
Eneste fabriksmonterede ekstraudstyr er metallak til 7.995 kr. – yderlige udstyr finder man i tilbehørskataloget.
Med Qashqai som den store konkurrent, Mitsubishi har i sigtekornet, er det værd lige at kigge på priserne på Nissans SUV. Qashqai starter ved 234.990 kr. plus levering – det kræver ikke meget at se, at Mitsubishi starter langt højere. Men Qashqai kommer til den pris med en 1,2-liters motor med 115 hk, og den med Eclipse Cross sammenlignelige Qashqai 1,6 DIG-T med 163 hk kræver, at man overfører mindst 261.990 kr. Her er Qashqai så stadig billigere, men de to sammenlignelige topudgaver – Eclipse Cross 1,5 Intense+ og Qashqai 1,6 DIG-T Tekna+ – koster stort set det samme: Mitsubishi beder om 339.990 kr., Nissan kører kampagne til den 31. marts, og indtil da er prisen 334.990 kr. Den regulære listepris er 345.990 kr.