Privatleasing er et godt middel mod bekymringer – der er et loft på udgifterne, og man afleverer bare bilen, når aftalen udløber. Men bare fordi man gerne vil have en mellemstor model i Golf-klassen, behøver det ikke koste 25.000 kr. i førstegangsydelse. Blog om Biler har fundet fem aktuelle tilbud, hvor du kan slippe med under 10.000 kr. – og stadig sidde til en lav månedlig ydelse
> Fem tilbud – fra Ford, Hyundai, Opel, Peugeot og Suzuki
> Du får 15.000 km om året, men kan typisk tilkøbe fx 5.000 km ekstra
> Løbetiden er oftest 36 måneder, nogle steder kan den hæves til 48 måneder
Der er al mulig grund til, at privatleasing stormer frem – selv om det i sidste ende er billigere at købe mange biler, få dem finansieret gennem en fordelagtig aftale, så er der rigtig mange mennesker, der hellere vil have 36 måneder med faste udgifter og så aflevere bilen uden at skulle tænke på gensalgsværdi.
Men for de fleste er det også en streg i regningen, at det oftest koster 20.-30.000 kr. i førstegangsydelse, eller ubetaling/engangsydelse, at blive leasingtager. Hvis en ny bil koster omkring 200.000 kr., er det 10 pct. eller mere, man giver som kunde – og ikke ser skyggen af igen. Ydelsen dækker stiftelse, forsikring og flere ofte uigennemskuelige udgifter.
I den konkurrenceprægede Golf-klasse, den helt ideelle familiebil for mange eller måske bare den perfekte rejsevogn, har vi derfor fundet fem tilbud, hvor du slipper betydeligt billigere i førstegangsydelse – med helt ned til 3.995 kr. Den månedlige ydelse er også lav, så der er luft i budgettet til fx at tilkøbe ekstra kilometer, som gøres i hak af 5.000 km.
Ford Focus 1,0 EcoBoost 125 Trend stationcar – førstegangsydelse 9.995 kr.
En af klassens bedste biler. Focus har fantastiske køreegenskaber, der tilgodeser både dynamik og komfort, og den trecylindrede motor med 125 hk er stærk og støjsvag. Focus er ikke blandt de mest rummelige i klassen, men i hverdagen vil bagagerummet på 490-1.516 liter være rigeligt.
Med en førstegangsydelse på 9.995 kr. ligger Focus på linje med tre af de fire andre biler her på listen. Den månedlige ydelse i 36 måneder med 15.000 km om året er 3.095 kr. – lidt mere end listens øvrige – men prisen er som sagt for en stationcar, og den er i leasingudgave udstyret med metallak, 8” touchscreen med navigation, aut. klimaanlæg med to zoner, fartpilot og Bluetooth.
Den samlede ydelse over tre år er 121.415 kr. Bilens listepris inklusive ekstraudstyr er 279.090 kr. – i forhold til den pris er den månedlige ydelse helt i orden.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”300*183″ image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc768582952588″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2015/08/NewFocus_06.jpg[/image]
Hyundai i30 1,6 CRDi Active – førstegangsydelse 9.995 kr.
Den koreanske kompaktmodel i30 er for nylig blevet faceliftet, og nu følger Hyundai op med attraktive leasingpriser på bilen. Med dieselmotor fås i30 på leasing i en del forskellige varianter – som stationcar eller hatchback og med tre forskellige udstyrsniveauer.
Fælles for alle udgaver er førstegangsydelse på 9.995 kr. Udvalget af modeller starter med en månedlig ydelse på 2.695 kr. ved 36 måneder og 15.000 km om året. Prislisten hos Hyundai giver mulighed for at lease en i30 med helt op til 50.000 km om året – merudgiften i forhold til billigste variant til 2.695 kr. er 2.100 kr. om måneden.
Til 2.695 kr. om måneden får man en i30 hatchback med 1,6-liters dieselmotor (110 hk) med Active-udstyr – stationcar koster 300 kr. mere om måneden. Active-udstyret omfatter metallak, sædevarme, aircondition og ratvarme, men fartpilot og Bluetooth fås først i Active Plus, som koster 300 kr. mere om måneden. Den samlede udgift over tre år for udgaven til 2.695 kr. er 107.615 kr. Bilens listepris inklusive metallak er 226.490 kr.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”300*183″ image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1225238286842″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2015/08/2015-hyundai-i30-facelift-warm-hatch-with-dual-clutch-gearbox-unveiled-photo-gallery_1.jpg[/image]
Opel Astra 1,4 Turbo Enjoy – førstegangsydelse 9.995 kr.
Det er modelskifte hos Opel – den nye Astra venter i kulisserne. Hvis man kan leve med en bil, der ikke er med helt fremme hvad angår sikkerhed og motorer, får man med Astra en komfortabel bil. Førstegangsydelsen er også her 9.995 kr., og til 2.795 kr. om måneden (36 måneder/15.000 km årligt) kan man vælge, om Astra skal køre på benzin eller diesel – en 1,4-liters turbobenziner med 140 hk eller en 1,6-liters diesel med 110 hk.
Men det er ikke basismodellen, vi vil anbefale. Den er ikke udstyret med hverken metallak, Bluetooth eller aut. klimaanlæg – for at få det udstyr, og et par andre detaljer, skal man bestille Astra med Love-pakke til yderligere 300 kr. om måneden. Til gengæld koster det kun 100 kr. mere om måneden at opgradere fra hatchback til stationcar.
Den samlede udgift over tre år for modellen til 2.795 kr. om måneden er 111.516 kr. Astra Enjoy findes ikke på prislisten, men en tilsvarende Astra Limited Plus har en listepris på 220.990 kr.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”300*183″ image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1257184452664″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2015/08/Opel-Astra-Sports-Tourer-278282.jpg[/image]
Peugeot 308 1,6 BlueHDi Active – førstegangsydelse 3.995 kr.
Peugeot har enorm succes med privatleasing i Danmark. Med forskellige leasingformer med kreative navne som knæk-leasing og mix-leasing, får man rigtig meget bil for pengene hos franskmændene – især den fine 308 er dækket godt ind med tilbud. Den ordinære leasing, altså 36 måneder med 15.000 km om året og aflevering ved udløb af aftalen, er yderst attraktiv: Peugeot tager kun 3.995 kr. i førstegangsydelse.
Den månedlige ydelse løber på ingen måde løbsk af den grund. For den populære 308 1,6 BlueHDi Active med 120 dieselheste er udgiften på 2.995 kr. om måneden. Bilen er godt udstyret med bl.a. alufælge, Bluetooth, regnsensor, p-sensorer bag, fartpilot, aut. klimaanlæg med to zoner og metallak.
Det koster 400 kr. om måneden at opgradere til 20.000 km om året. De samlede omkostninger over 36 måneder med 15.000 km om året er 112.415 kr. Listeprisen for bilen er 277.090 kr. – når man tænker den pris og den lave førstegangsydelse ind, er en månedlig ydelse på 2.995 kr. meget rimelig.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”300*183″ image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc822437371362″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2015/08/308_1306jbl022.jpg[/image]
Suzuki S-Cross 1,6 Family – førstegangsydelse 9.995 kr.
Suzukis crossover-agtige kompaktmodel er både rummelig og velkørende, og den følger det meste af feltet her ved at kunne fås på privatleasing med en førstegangsydelse på 9.995 kr.
Man kan vælge mellem tre udgaver af S-Cross. De har alle samme benzinmotor på 1,6 liter med 120 hk, så her er det udstyret, der er forskellen – den fås som Family, Comfort og Active, og prishoppet er 300 kr. mellem modellerne. Til 2.795 kr. i månedlig ydelse er S-Cross i princippet på linje med Hyundai og Opel, men man får altså ingen dieselmotor her. Basismodellen til 2.795 kr. er aircondition inkluderet, men derudover er udstyret meget magert – intet læderrat, ingen Bluetooth, ingen fartpilot. Løsningen er Comfort-udgaven til 3.095 kr. om måneden.
I forhold til Family-udgavens listepris på 184.990 kr. virker 2.795 kr. om måneden til at være lidt i overkanten, især set i forhold til standardudstyret, men ikke desto mindre er S-Cross en fornuftig bil. Den samlede udgift over 36 måneder er 111.215 kr.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”300*183″ image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc932470916195″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2015/08/Suzuki-SX4-S-Cross-2014-lime-5.jpg[/image]