Revuelto: Den mægtigste Lamborghini nogensinde

1.015 hestekræfter, 2,5 sekunder fra 0-100 kilometer i timen, avanceret hybridteknologi og en innovativ konstruktion skabt af eksotiske materialer. Lamborghini har præsenteret den nye Revuelto, og den lever op til arven fra sine forgængere og mærkets DNA ved at være lige så kraftfuld, ekstrem og grænsebrydende, som en topmodel fra Sant’Agata skal være.

Mens forgængeren Aventador blev den sidste Lamborghini til at forlade den berømte fabrik med en traditionel V12, er Revuelto den første model i mærkets historie med plug-in-hybridteknologi.

“Den nye Revuelto er en milesten i historien om Lamborghini og en vigtig søjle i vores strategi for elektrificering, Direzione Cor Taui. Den er unik og innovativ, men samtidig tro mod vores DNA i kraft af dens V12, der er et ikonisk symbol på vores arv og historie. Revuelto er født til at bryde normerne ved at kombinere en helt ny 12-cylindret motor med hybridteknologi og skabe den perfekte balance mellem den følelse, vores kunder ønsker at opnå, med behovet for reduceret emission,” lyder det fra CEO hos Automobili Lamborghini, Stephan Winkelmann.

Kraftigste V12 i historien

Revuelto giver debut til en teknisk arkitektur, som aldrig tidligere er set i en Lamborghini. De mægtige kræfter leveres nemlig af en benzindrevet V12 kombineret med tre elektriske motorer og et effektivt batteri.

Selv uden elektrisk power er den nyudviklede 6,5-liters V12 uden trykladning den mest kraftfulde 12-cylindrede motor fra Lamborghini nogensinde. Med en effekt på 825 hestekræfter ved 9.250 omdrejninger i minuttet leverer den samtidig den højeste literydelse (127 hk pr. liter) i rækken af Lamborghinis V12-motorer. Med en vægt på blot 218 kilo er den desuden 17 kilo lettere end V12-motoren i Aventador.

Den ene af de tre elmotorer er integreret i den nye 8-trins dobbeltkoblingsgearkasse, som er monteret på tværs bag V12-motoren i stedet for foran. Denne særlige opbygning har frigivet plads i transmissionstunnelen, som nu rummer et 3,8 kilowattimer stort letvægtsbatteri.

De øvrige to elmotorer er placeret på forakslen og forbundet med hvert sit hjul. Elektrificeringen løfter den samlede ydelse til 1.015 hestekræfter, hvilket giver Revuelto imponerende præstationer. Accelerationen fra 0-100 kilometer i timen klares således på blot 2,5 sekunder, mens Revuelto når en topfart på mere end 350 kilometer i timen.

Stærkere, men renere

Placeringen af de elektriske motorer betyder, at Revuelto kan køres som både fuld og delvist elektrisk firehjulstrukket bil. Dette er med til – trods de massive kræfter og præstationer – at reducere den samlede CO2-emission med omkring 30 procent, sammenlignet med Aventador.

Det innovative hybridsystem giver også debut til tre nye køreprogrammer: Recharge, Hybrid og Performance. Disse kan via drejeknapper placeret på rattet kombineres med køreprogrammerne Città, Strada, Sport og Corsa, hvilket i alt giver mulighed for 13 forskellige opsætninger af bilens motor, gearkasse, hybridsystem, udstødning, undervogn og styretøj.

Città er for eksempel skabt til kørsel i storbyen, hvor Revuelto kan køres fuldt elektrisk med en begrænset effekt på 180 hestekræfter, og hvor V12-motoren automatisk starter (Recharge) for at oplade batteriet, når det mangler strøm. En fuld opladning via V12-motoren klares på få minutter, mens det 3,8 kilowattimer store batteri takket være plug-in-teknologien også kan lades via en ladestander.

Strada aktiverer V12-motoren permanent, løfter systemeffekten til 886 hestekræfter og er kalibreret til dynamisk kørsel på landeveje og langture med perfekt balance mellem sport og komfort – mens Sport (970 hk) ændrer bilens personlighed markant med en hårdere opsætning i drivlinje og chassis, hvilket skaber en endnu mere intens køreoplevelse med maksimal respons.

Corsa udløser bilens samlede kraftpotentiale på 1.015 hestekræfter og maksimerer samtidig anvendelsen af hybridsystemet for optimalt greb og dynamik. Også i denne tilstand er det muligt at kombinere med Recharge for at sikre et konstant niveau af strøm i batteriet.

Fremtidens Lamborghini-design

Designet af Revuelto er umiskendeligt Lamborghini med ekstreme og aggressive linjer, men den nye model etablerer samtidig et helt nyt stilistisk sprog. Fra ’shark nose’-fronten begynder to markante linjer, som fortsætter over bilen og deler taget, omfavner den blotlagte V12-motor og ender i de hexagonformede udstødninger.

Alle elementer er designet til at optimere luftstrømmene, og selv håndtagene på de legendariske saksedøre udøver med deres y-formede design en aerodynamisk funktion, akkurat som den adaptive hækvinge, som automatisk skifter vinkel. Alt sammen er med til at øge mængden af downforce, hvor Revuelto opnår op til 33 procents mere tryk på fronten og op til 74 procents ekstra tryk på bagenden, sammenlignet med Aventador Ultima.

Den karakteristiske y-formede signatur er integreret flere steder på eksteriøret, fra lysgrafikken til luftindtagene bag dørene – men også i kabinen, hvor fornemmelsen af at være pilot på et rumskib er filosofien bag det nye interiør, som byder på et stort 12,3-tommers centraldisplay og et 9,1-tommers ekstra display placeret foran passageren.

“Revuelto er adrenalin gjort synlig. Designet af den nye Lamborghini åbner en fascinerende dør til fremtiden for vores unikke designsprog. Fra første øjekast er Revuelto en spændende næste generation af Lamborghinis V12-model,” forklarer Head of Design hos Automobili Lamborghini, Mitja Borkert.

Lettere og stærkere konstruktion

I tråd med det ekstreme design og den avancerede drivlinje bygger Revuelto på en udstrakt anvendelse af innovative materialer og teknologier i selve konstruktionen. Således er modellen baseret på et nyt aeronautisk inspireret chassis, som blandet andet består af en monocoque – den centrale part af bilen, som rummer kabinen – skabt i multiteknologi-kulfiber.

Desuden er bilens frontstruktur, modsat tidligere tiders aluminiumskonstruktion, nu skabt i Forged Composites, et særligt materiale bestående af korte kulfibre vædet i harpiks. Denne teknologi blev patenteret og anvendt af Lamborghini på de første strukturelle komponenter helt tilbage i 2008.

Resultatet er et chassis, som både er lettere og markant stærkere end dét, som blev anvendt til forgængeren – således 10 procent lettere end det tilsvarende for Aventador, mens vridningsstivheden er forbedret med hele 25 procent. Dette er også med til at sikre både endnu bedre dynamiske egenskaber samt en forbedret sikkerhed.

Den nye Lamborghini Revuelto lanceres i Danmark i løbet af 2023.

Del artiklen:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Seneste nyt
Mest læste
Scenic_E-Tech_electric_finalist_for_Car_of_the_Year_2024-2-MB
SCENIC E-TECH ELECTRIC VINDER CAR OF THE YEAR 2024
ID-Range_bred2
Volkswagen styrker mærkets elektriske ID.-familie med nye priser og udstyrsvarianter
cbb2ccc3-715f-407e-9230-35055a185e18
Endnu en kinesisk elbil – denne gang med hæve-sænkebord
HondaeNY1-02083
e:NY1 er den hemmelige Honda
ExclusiveOnline

Nyheder og trends indenfor luksusbiler, ure, smykker, bolig og meget mere.