Udsøgt komfort og design med bredere appeal er tanken bag faceliftet af Citroën C4 Cactus, som nu lander hos de danske forhandlere. Priserne starter ved 174.990 kr., og den nye affjedring er standard i næsten alle Cactus – mens de komfortable Advanced Comfort-sæder desværre koster ekstra i de fleste udgaver
Citroën har filet noget af det originale af C4 Cactus med den faceliftede udgave, som nu har premiere hos de danske forhandlere. De store Airbumps er væk, og baglygterne er tonet meget ned. Men skæv er den stadig, på den gode måde, og franskmændene har samtidig løftet den til nye højder på en række andre områder (for den fulde historie eller vores video, klik på linket længere nede, som vores første tur bag rattet for to måneder siden viste.
Som vi håbede på, kommer den opgraderede C4 Cactus på markedet i flere udgaver end op til faceliftet – eneste motorvariant var dieselmotoren på 1,6 liter med 100 hk. Den motor fortsætter, men Citroën giver os også den trecylindrede benzinmotor på 1,2 liter i tre styrker: uden turbo med 82 hk eller med turbo i varianterne 110 og 130 hk. Skulle man ønske sig en Cactus, hvor gearkassen selv skifter, er der en udmærket 6-trins automatgearkasse at få til 110’eren.
Basismodellen koster 174.990 kr.
Citroën lægger ud med en introduktionskampagne med en separat prisliste, hvor priserne gælder til og med den 31. maj. Man skal være hurtig, for bilen skal være købt OG leveret før den dato. Men vi ville ikke fortvivle, hvis den store pose penge først dukker op den 1. juni, for Citroën skal nok sende nye kampagnemodeller eller -priser ud igen inden længe. Den nuværende kampagne dækker to motorer, som samtidig er de forventet mest populære: dieselmotoren og benzinmotoren med 110 hk. De to motorer optræder ikke på den vejledende prisliste, hvor vi til gengæld finder benzinmotorerne med 82 og 130 hk, som altså ikke er på tilbud lige nu.
Derfor får du kampagnepriser og vejledende udsalgspriser i en skøn blanding. Listeprisen starter ved 174.990 kr. for 1,2 benzin med 82 hk og Live-udstyrsniveau. Live er basisudstyret, og kun motoren med 82 hk fås med det udstyr – og motoren fås faktisk også kun med dette udstyrsniveau. Herfra går den vejledende prisliste direkte til topmodellen, den 130 hk stærke C4 Cactus Skyline, som koster 239.990 kr. Mere om udstyret lige efter de øvrige priser.
Vil man have benzinmotoren med 110 hk, koster den i kampagneperioden som Aspire 199.990 kr., som Iconic præcis de samme 199.990 kr. og som topmodel Skyline 224.990 kr. Dieselmotoren (1,6 HDi) kører med de tre samme udstyrsniveauer: Aspire til 194.990 kr., Iconic til 194.990 kr. og Skyline til 219.990 kr.
Høj komfort koster ekstra
De to væsentligste elementer ved faceliftet i forhold til den markant forbedrede komfort er den nye affjedring med to-kammerstøddæmpere (Progressive Hydraulic Cushions) og Advanced Comfort-sæderne med tyk polstring. Affjedringen er som frygtet ikke standardudstyr, men heldigvis gælder det kun for basismodellen C4 Cactus 1,2 Live, som i øvrigt kun har det mest nødvendige som standard. Alle andre har den meget komfortable undervogn. Sæderne derimod, de koster ekstra i alle varianter med undtagelse af den dyreste, Skyline. Til Live, Aspire og Iconic er prisen 10.000 kr., og det er en høj pris, uanset hvor gode sæderne er.
Udstyrsniveauerne i et overblik:
Live – automatisk nødbremse, aircondition, (små) Airbumps, 7″ touchscreen, Bluetooth, el-ruder, træthedsregistrering og 16″ stålfælge.
Aspire – som Live plus: den nye affjedring, el-sidespejle, fartpilot, højde- og længdejusterbart rat og varme i forsæderne.
Iconic – som Aspire plus: automatisk klimaanlæg, tågeforlygter, læderrat, vejskiltegenkendelse, justerbar lændestøtte i førersiden, DAB-radio, Apple CarPlay og sporskiftealarm. Iconic-udstyret åbner op for en del ekstraudstyr, bl.a. 16″ alufælge til 8.000 kr., navigation til 7.000 kr. og tagræling til 4.200 kr.
Skyline – som Iconic plus: de nye Advanced Comfort-sæder, 16″ alufælge, el-foldbare sidespejle, p-sensorer for og bag, bakkamera, ekstra tonede ruder bagtil, panoramaglastag og navigation.
Hvorfor Aspire- og Iconic-modellerne koster det samme på kampagneprislisten, selv om Iconic har mere udstyr, opdaterer vi den artikel med, når vi får svaret fra Citroën.