Seats første SUV er mødt med en enorm forhåndsinteresse i Danmark, og nu har Blog om Biler endelig været ude at prøve den nye Ateca – i Spanien, selvfølgelig. Det viser sig hurtigt, at den kompakte SUV har et potentiale til at ændre både det prisfølsomme SUV-marked, men også hele Seats image
> Ateca kommer med fem motorer, benzin og diesel med mellem 115 og 190 hk
> Seats første SUV er bygget på samme platform som VW Tiguan, den er bare kortere
> Danske priser er ikke på plads, men Seat sigter direkte mod klassens konge: Nissan Qashqai
Din mulighed for at vælge en moderne SUV, der både har plads, sikkerhedsudstyr og gode køreegenskaber er rigtig gode. Der er mange af dem. Er dine muligheder begrænset til 250.-300.000 kr., så er der bare et besynderligt lille udvalg, med mindre du finder et eller andet at gå på kompromis med. Bilerne i den prisklasse er fysisk små (tænk Mazda CX-3), eller også er de overalt. Eller rettere, den er overalt. Nissan er det eneste mærke i Danmark, der sælger en moderne og rummelig kompakt SUV til en pris, der giver mening. Det er da klart, den er SUV-konge i Danmark, en ægte salgssucces, når priserne starter ved 229.900 kr. Den trænger virkelig til noget seriøs konkurrence. Hvorfor skal Nissan have monopol på at sælge en prisbillig familievenlig SUV i Danmark?
Jeg havde virkelig satset på, jeg lige præcis kunne sige i dag, at nu slutter Qashqais enevælde. I dag havde jeg håbet, jeg kunne give dig prisen på den nye SUV, som jeg mener virkelig kan give den japanske SUV ærlig og nødvendig konkurrence. Jeg er taget til Spanien for at prøve den nye Seat Ateca for første gang, og jeg har skyhøje forventninger – men jeg har ingen priser. De er ikke godkendt hos hovedkontoret i Barcelona. Lave priser, og her håber jeg på noget under 250.000 kr. for den billigste Ateca, kan ikke bare give Seat et salgsboost, men det kan også give det spanske mærke et nyt image. Som Qashqai har ændret Nissans image, så kan Ateca gøre det for Seat – ikke image, som i nogen grad stadig hænger på spanierne fra tiden med Altea på gule plader, men et dynamisk-familiebil-image. Høje priser, måske bare 25.-30.000 kr. højere kan nemt få Ateca til at leve samme skyggetilværelse som Hyundai Tucson.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc928853111889″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/06/FIRST-DRIVE-Seat-Ateca_8353.jpg[/image]
Qashqai kommer til at stå i skyggen
Nissan Qashqai er et udmærket valg, fordi den er en solid bil til prisen. Men Qashqai nærmer sig ikke status som en fremragende bil, dertil er komfort og køreegenskaber bare for langt fra noget fremragende. Seat har potentiale, med tysk teknik fra VW-koncernen og spansk fyrighed, til at komme med en SUV, der både har den rigtige pris og de fremragende køreegenskaber. Med samme platform som den nye Volkswagen Tiguan, men et 13 cm kortere karrosseri og i omegnen af 150 kg lavere vægt end den tyske fætter, så er oplægget i sig selv fremragende.
Ateca er potentielt vellykket, og det bliver ikke kun ved potentialet. På trods af de kompakte mål, så er der rigtig god plads i kabinen og et mere rummeligt bagagerum end i Qashqai, så Ateca vil fungere som familiens SUV. Og i modsætning til den forglemmelige og ikke helt harmoniske oplevelse, du får bag rattet af Qashqai, så går afstemningen af Ateca rent ind. Den kører fremragende, og den kører også mere dynamisk og præcist end Tiguan. Seats afstemning af styretøjet er mere præcis, og selv den relativt tunge dieselmotor med 150 hk i testbilen gør ikke snuden tung i et eneste sving på en ellers krævende rute gennem bjergene omkring Barcelona. Hastigheden er høj, skarpe sving styrer den ekstremt stabilt og virkelig involveret i gennem. Forhjulstrækkeren her har forbløffende styr på at få dieselmotorens 340 Nm helt udramatisk ned i asfalten. Læg dertil en typisk ustressende og perfekt opførsel ved høj motorvejsfart, og et billede af meget harmoniske køreegenskaber tegner sig. Affjedringen på 18″ fælge (ekstraudstyr på Style-modellen) minder om den i Tiguan – i nogle tilfælde lidt for hård, i hvert fald på spanske veje.
Som ekstraudstyr fås køreprofilindstillinger, der bl.a. ændrer motorrespons, styretøjets vægtning og firehjulstrækkets (4Drive) evner i terræn. Træk på alle fire fås til tre ud af fem motorer, så Seat giver også flere muligheder end Nissan på det område. Qashqai fås kun med firehjulstræk i forbindelse med en enkelt dieselmotor.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc42141671568″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/06/FIRST-DRIVE-Seat-Ateca_8326.jpg[/image]
Spændende basismotor med tre cylindre
Ateca kommer med et bredt udvalg af motorer fra 115 til 190 hk. De er kun delvist de samme som i Tiguan, og i stedet for en 2-liters dieselmotor med 115 hk kommer Ateca med en 1,6-liters diesel med samme ydelse – færre kilo kræver mindre maskine. Derudover er der to dieselmotorer på 2 liter med 150 og 190 hk, og så en 1,4-liters turbobenzinmotor med 150 hk og automatisk cylinderfrakobling, så den kører på to cylindre for at spare på benzin. Basismotoren kan blive et spændende bekendtskab, for Seat har plantet 1-liters turbobenzinmotoren med tre cylindre og 115 hk i sin nye SUV, og med 200 Nm har den 10 Nm mere end 1,2-liters motoren i Qashqai. Det kan blive godt, men der var ingen mulighed for at prøve 1,0 TSI, desværre.
Næsten al min tid i Ateca er i 2,0 TDI med 150 hk, og det er tydeligt, at forholdet mellem hestekræfter og vægt er et andet end i Tiguan. I Ateca føles motoren stærk og mere opvakt, og jeg oplever ikke, at den kompakte SUV har brug for flere kræfter. Den har masser, denne dieselmotor, og at gå efter versionen med 190 hk vil kun være nødvendigt, hvis du tit finder dig selv med en stor trailer på krogen. Umiddelbart er mit eneste minus mere motorstøj end i Tiguan, men så minder jeg lige mig selv om, at prisforskellen mellem de to kan ende på 100.000 kr.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc21425431204″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/06/FIRST-DRIVE-Seat-Ateca_8367.jpg[/image]
Interiør fra Leon – med forbedringer
Det er tydeligt, synes jeg i hvert fald, at Seat ser Ateca som en ekstremt vigtig model. Den første SUV, en biltype i vækst. Designet er derfor mere afdæmpet, end jeg først havde troet, det ville være. Den er ikke vovet, men den har skarpe og flotte linjer, som trækker på det bedste fra Leon, så selv om man må undvære overraskelser, så ser den godt ud. Interiøret er i endnu højere grad inspireret af Leon. Måske ikke så meget inspireret, som det egentlig er taget mere eller mindre direkte – lidt flere ændringer i forhold til den fire år gamle Leon havde passet til en helt ny bil, så det er nok det eneste sted, det er synligt, udviklingsomkostningerne er holdt nede. Den 8″ touch screen, der er standard på to ud af tre udstyrsniveauer er en nyhed hos Seat, og den i basismodellen Reference monterede 5″ skærm i sort/hvid vil helt sikkert ikke gøre det sorte interiør nogen tjenester.
Ateca Reference fås med 1,0 TSI med 115 hk og 1,6 TDI med 115 hk og kommer med syv airbags, aircondition, multifunktionsrat og automatisk nødbremsesystem med fodgængergenkendelse, men du skal være parat til at betale ekstra for fartpilot og alufælge. Næste trin er Style, der vil blive valgt af hovedparten af kunderne, som har 17″ alufælge, automatisk klimaanlæg og den store skærm. Topmodellen Xcellence kommer med 18″ alufælge, køreprofilindstillinger, navigationssystem, Alcantara-indtræk og masser af pynt til at fremhæve designet – og sandsynligvis fuld-LED-forlygter. Der er masser af ekstraudstyr, blandt andet adaptiv fartpilot med kø-assistent, panoramaglastag, el-styret bagklap og trådløs opladning og signalforstærker til mobiltelefonen.
Ateca introduceres i Danmark i september. Hvad der sker derefter, det afhænger i meget høj grad af priserne, også selv om Seats første SUV ved første møde tiltaler i så høj en grad, at prisen på ingen måde skal blive eneste salgsargument.
[google_table rows=”13″ cols=”2″ show_row_number=”0″ =”string” =”string” heads_values=”SEAT ATECA 2,0 TDI 150 STYLE^” heads_types=”string^string” sc_id=”sc1120289289381″]MOTOR^R4, 1.968 cm3, diesel__GOOGLE_TABLE_ROW__YDELSE^150 hk ved 3.500 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__^340 Nm ved 1.750 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__0-100 KM/T^8,5 sekunder__GOOGLE_TABLE_ROW__TOPFART^202 km/t__GOOGLE_TABLE_ROW__FORBRUG^23,3 km/l__GOOGLE_TABLE_ROW__CO2^113 gram/km__GOOGLE_TABLE_ROW__MÅL (L/B/H)^436/184/160 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__AKSELAFSTAND^264 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__BAGAGERUM^510 liter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆGT^1.417 kg__GOOGLE_TABLE_ROW__DÆK^215/50R18__GOOGLE_TABLE_ROW__PRISGÆT EKSKL. LEVERING (3.880 KR.)^330.000 kr. Prisgæt for basismodel cirka 250.000 kr.[/google_table]