Det spanske mærke introducerer fulddigital instrumentering i sin minibil Ibiza og den lille SUV Arona. På den 10,25″ store skærm kan man skifte mellem flere visninger – og prisen bliver 5.000 kr.
Digitale instrumenter, hvor de klassiske analoge instrumenter med fysiske visere er skiftet ud med en skærm, breder sig som en steppebrand i nye biler, og selv om det endnu oftest er at finde i de større bilmodeller, så tilbydes det også i mindre biler som Volkswagen Polo. Seat har allerede tidligere lovet, at digital instrumentering, kaldet Digital Cockpit, ville blive introduceret i modellerne Ibiza og Arona, og nu er spanierne klar til at udstyre de to biler med den helt digitale visning (kølervæsketemperatur og tankmåler sidder stadig som klassiske instrumenter ved siden af skærmen).
Den danske importør har sat prisen for Digital Cockpit til 5.000 kr., og det fås til de fleste udstyrsvarianter – Style, Xcellence og FR, men ikke til basismodellen Reference. Den digitale instrumentering kan dermed købes uafhængigt af andet udstyr, fx navigation eller opgraderet infotainmentsystem.
Digital Cockpit er bygget op om en TFT-skærm med en størrelse på 10,25″ med en opløsning på 1280 x 480 pixels, og der er tre standardvisninger, som føreren kan vælge mellem: klassisk, dynamisk og digital. Man skifter let mellem temaerne ved at trykke på View-knappen i rattet.
Den klassiske visning er, som det vist giver sig selv, en visning med to “analoge” ure – speedometer og omdrejningstæller. Mellem de to hovedinstrumenter kan man vælge at få vist andre informationer, fx køreoplysninger, navigationskort eller information for en tilsluttet telefon.
Den dynamiske visningsmulighed giver et forbedret overblik over funktioner som fx adaptiv fartpilot eller parkeringsmuligheder, når de er relevante.
Den digitale visning kræver navigation, da den primært bruges til at vise et stort navigationskort, som man kan zoome ind og ud på – og selvfølgelig bruge til at følge en rute og anvisninger. Den kan også rumme andre informationer som telefon og køreoplysninger.
Den klassiske og den dynamiske visning i Digital Cockpit kan tilpasses efter behov og gemmes til næste tur i bilen, hvis der eksempelvis er flere, som bruger bilen. Tre profiler kan gemmes, så favoritvisningen altid kommer op, når man starter bilen.