Endelig er tid til at tage rattet i den nye Seat Ibiza Cupra med 192 hk. Den muskuløse spanske GTI med et utroligt prisskilt, som kan feje alle konkurrenter af banen – 215.120 kr. Den nærmeste konkurrent koster mindst 60.000 kr. mere, så der skal være noget alvorligt galt med Ibiza Cupra for at det her ikke er en vindersag for Seat
> Ny 1,8-liters motor med turbo og 320 Nm fra 1.450 o/min
> Bi-xenon-forlygter og adaptive støddæmpere er standard
> Konkurrenterne koster mindst 60.000 kr. mere
På tredje time kører jeg en stribe landeveje i oplandet omkring Ringsted tynde. Mere bugtende end lige, helt ideelle til den kraftige lille bil, jeg har taget ud på en First Drive. Allerede for fem måneder siden offentliggjorde Seat prisen på seneste udviklingsniveau af Ibiza Cupra, og jeg havde svært ved at sætte prisen sammen med bilen. Den virkede forkert, proportionelt bare ikke realistisk. 219.895 kr. for 192 hk. Og jeg kan stadig ikke helt tro på prisen, selv nu hvor jeg faktisk sidder i den spanske mini-GTI og suger de første indtryk til mig.
Nu hvor Ibiza Cupra er landet i Danmark, er prisen landet endnu lavere. Staten har været med til at skrue prisen ned til 215.120 kr., og for at vise hvor urealistisk og fantasifuld prisen virker, griber jeg til et gammelt trick: krone per hestekraft – hvor meget du betaler for hver enkelt af de 192 hk. Volkswagens spanske søster tager 1.120 kr. for hver af de 192 hestekræfter. Det tal er næsten mere fantasi end hele bilens pris, for uden et sammenligningsgrundlag intet holdepunkt. For hver hk i en VW Up med 60 hk skal der betales 1.500 kr. lige ud, og for at tage 220 hk med hjem i VW Golf GTI skal du betale en pris i en helt anden kategori, nemlig 1.993 kr. for en hestekraft. 1.120 kr. er et tal, du normalt ikke kan komme i nærheden af i Danmark, med mindre du kører afgiftsfritaget Tesla eller har gule plader på bilen. I det afgiftsubelastede Tyskland koster Ibiza Cupra 172.500 kr., så hvordan Seat har landet den danske pris, er virkelig stof til fantasien.
1.120 kr., 215.120 kr. – de priser er kun sjove, fantasifulde og fantastiske, hvis Seat Ibiza Cupra så også er sjov, fantasifuld og fantastisk som bil, som muskelmini, som GTI. Den fantastiske direkte konkurrent fra Ford, Fiesta ST, med 182 hk leverer selv med priserne 1.517 kr. og 276.020 kr. stadig store følelser og intensitet for pengene, som er hvad jeg leder efter i en GTI. Hvis Ibiza Cupra kan levere bare tilnærmelsesvist kan levere ST-oplevelsen, så har vi en vinder, der giver danske GTI-drømmere en realistisk udlevelse af fantasien.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”300*183″ image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1143616712265″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2015/12/IMG_1926.jpg[/image] [image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”300*183″ image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1395809731008″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2015/12/IMG_2105.jpg[/image]
Er den nye Ibiza Cupra så en GTI, eller er det her bare varm spansk luft?
Seat faceliftede for nylig hele Ibiza-familien, lige fra hatchback over stationcaren ST til den tredørs SC (Sport Coupe), som Cupra er baseret på. I stedet for at holde fast i den engang så hypede 1,4-liters VW-motor med 180 hk og både en kompressor og en turbolader, som jeg kun husker for en støvsugerlignende motorlyd og generel ligegyldighed, har Cupra fået en af mine yndlingsmaskiner fra koncernhylderne: den større 1,8-liters TSI med ren turboladning, der ikke bare har de 192 hk, jeg bliver ved med at nævne, men også 320 Nm fra tæt på tomgang (1.450 o/min). Støvsugermotoren havde 250 Nm. De direkte konkurrenter har 1,6-liters motorer, og ekstra slagvolumen er som en oase i en gold ørken, en virkelig velkommen ting.
Den nye motors lyd alene er nok til at give Ibiza et karakterskifte. Ingen kunstighed, ingen anstrengt tone, som når en lille motor bliver bedt om mere, end hvad der lyder sundt. 1,8eren gør en ihærdig indsats for at kværne de vejgrebshæmmende Kleber-vinterdæk, bilen står med. Kræfternes intensitet er stærk, musklerne virker mere end veltrænede og bruges med en magt fra helt lave omdrejninger, der var så voldsomt savnet med den gamle motor. Og som konkurrerende motorer ikke kan leve op til.
Motorens slægtskab med 2-liters motoren i bl.a. Golf GTI skinner i gennem hele vejen. Reaktionsvilligheden, modet på høje omdrejninger uden at føles overarbejdet, kræfter der bare strømmer ud uanset omdrejningstal.
En mindst lige så god beslutning er afskaffelsen af dobbeltkoblingsgearkassen (DSG) med syv trin. Den var om end endnu mere anstrengende end motoren. Tak, Seat, for at Ibiza Cupra nu har en udmærket manuel gearkasse, hvor de seks fremadgående gear er afstemt til motorens villighed. 2. gear kan bruges op til 110 km/t, så jeg har det sjovt på et par tilkørselsramper til motorvejen.
Ingen af de tre mest oplagte konkurrenter, Ford Fiesta ST, Opel Corsa OPC eller Peugeot 208 GTi, har adaptive støddæmpere, som Seat har puttet i Ibiza Cupra som standardudstyr. Drive Select-systemet påvirker også styretøjets intensitet, og der to indstillinger, Comfort og Sport. Mit første indtryk er, at der er en forskel på både affjedring og styretøj, men at Sport-indstillingen ikke kommer med minusser. Affjedringen er en direkte modsætning til det setup med ekstrem hårdhed, Opel bruger i OPC – så selv i Sport er Ibiza Cupra smidig og godt affjedret.
Styretøjet virker klart mest direkte i Sport, uden umiddelbart at komme i nærheden af perfektionen i Fiesta ST eller den voldsomme direkte opsætning i Corsa OPC, men ligesom de skridglade vinterdæk begrænser vejgrebet betydeligt, så vil det nok også betyde, at Ibiza kan være sjovere på sommerdæk. Det elektroniske spærredifferentiale arbejder stærkt op til middel hastighed, men med ESC-systemet i mindre restriktiv Sport-indstilling, bliver det en lang udskridning og en hjulspindsfest med høj hastighed ud af skarpe sving. Jeg ser frem til at prøve bilen på andre dæk.
For lige at svare på spørgsmålet om varm luft. Jeg havde fire timer med Ibiza Cupra på forskellige og fede veje. Jeg morede mig, og det er i høj grad takket være en stærk og villig motor, der er et fantastisk valg til bilen. I lige så høj grad var der umiddelbar glæde at hente i køreegenskaber og høj komfort, så Cupra virker langt mere gearet til brug også på tidspunkter, hvor man bare skal kværne motorvej eller sidde i myldretid, end Corsa OPC og i nogen grad Fiesta ST. Jeg vender tilbage med en sammenligningstest til næste år, men Ibiza Cupra har givet mig et rigtig godt første GTI-indtryk.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”300*183″ image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1334725752339″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2015/12/IMG_2085.jpg[/image] [image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”300*183″ image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc833684777147″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2015/12/IMG_2076.jpg[/image]
Er den så uden aircondition og støjisolering til den lave pris?
Opgraderet kabine med materialer og samlekvalitet over klassens middel, nyt infotainmentsystem og nogenlunde udmærkede plads- og adgangsforhold trods de kun tre døre – og det er kun nødvendigt at tilkøbe (prisbilligt) udstyr for at gøre Ibiza Cupra ret komplet, for standard er allerede bi-xenon-forlygter, multifunktionslæderrat, Bluetooth, 5” touchscreen i farver, tågeforlygter, 17” alufælge, træthedsregistrering og aut. klimaanlæg. Testbilens større touchscreen (Media System Plus) på 6,5” koster 4.910 kr., så den tager jeg med, og derudover ville jeg godt give ekstra for DAB-radio (3.120 kr.) og Vinterpakken med varme i sæderne, sprinklervæskeindikator og et par andre småting til 5.720 kr. Udbygning af navigation, som kommer oveni Media System Plus, til 6.960 kr. er på vippen, men det er faktisk et af klassens klart bedste systemer, så jeg ville overveje det. 235.000 kr. for alt det, bilen selvfølgelig inkluderet, er stadig fantasipris.
Så der er stort set ingen fejl og mangler?
Nej, umiddelbart er Ibiza Cupra skruet rigtig godt sammen på alle måder, og jeg håber, at Seat kan sælge en hel del af dem i Danmark. En regulær sammenligningstest vil vise, om styretøjet er en svaghed, og om motoren er så stor en fordel, som jeg tror.
Mit første indtryk er, at den seneste Ibiza Cupra er vokset til en mere intens styrke, og den er blevet en langt bedre bil. Til prisen kunne selv den gamle udgave have været en vinder, men nu står Seat som sagt med en bedre bil til en utroligt attraktiv pris. For mig er det her et næsten ubetinget godt tilbud, og jeg ved, der sidder andre derude, der vil synes det samme, når drømmen om en hurtig lille GTI kommer ned på et jordnært niveau.
[google_table rows=”13″ cols=”2″ show_row_number=”0″ =”string” =”string” heads_values=”Seat Ibiza SC Cupra^” heads_types=”string^string” sc_id=”sc316172008631″]MOTOR^R4, 1.798 cm3, turbo__GOOGLE_TABLE_ROW__YDELSE^192 hk ved 4.300 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__^320 Nm ved 1.450 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__0-100 KM/T^6,7 sekunder__GOOGLE_TABLE_ROW__TOPFART^235 km/t__GOOGLE_TABLE_ROW__FORBRUG^16,1 km/l__GOOGLE_TABLE_ROW__CO2^145 gram/km__GOOGLE_TABLE_ROW__MÅL (L/B/H)^404/163/143 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__AKSELAFSTAND^247 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__BAGAGERUM^292 liter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆGT/PÅHÆNG^1.260/0 kg__GOOGLE_TABLE_ROW__DÆK^215/40R17__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIS EKSKL. LEVERING (3.880 KR.)^214.900 kr. Ibiza Cupra fås fra denne pris[/google_table]