Udstyrsvarianten Adventure kommer til i det danske modelprogram, og det får den billigste udgave af den tjekkiske SUV til at gå fra 412.000 kr. til 375.000 kr. Prisforskellen til trods er den nye Kodiaq Adventure veludstyret
Blog om Bilers yndlings-SUV i den forvoksede mellemklasse med fem/syv sæder er Skoda Kodiaq. Og vi er svært tilfredse med, at Skoda i starten af marts endelig kunne udvide det danske modelprogram med flere udgaver af den rummelige, komfortable bil. Men Kodiaq Sportline og i endnu højere grad Kodiaq RS hører ikke til de “danskervenlige” udgaver, og Kodiaq-modeller til under 400.000 kr. fulgte desværre ikke med udvidelsen.
De kommer til gengæld nu. For at Kodiaq kunne lande under 400.000 kr., skulle der en udstyrsvariant under Style til. Vi gættede på, den ville hedde Ambition (som Skoda normalt bruger til niveauet under Style), men den billigere Kodiaq hedder Adventure. Priserne har siden starten af marts fået en lille opdatering, så hvor den billigste Kodiaq Style på det tidspunkt kostede 411.870 kr., koster den udgave nu 405.000 kr. Den nye Kodiaq Adventure starter (med samme motor- og gearkassekombination) 40.000 kr. lavere, ved 375.000 kr.
Til den nye indstigningsvariant fås to motorer: 1,5-liters TSI-benzinmotoren med 150 hk, aut. DSG-dobbeltkoblingsgearkasse med syv trin og 2-liters TDI-dieselmotoren med 150 hk og aut. DSG-dobbeltkoblingsgearkasse med syv trin. Firehjulstræk er pt. forbeholdt den stærkere 2-liters TDI-motor med 190 hk, som findes i udstyrsvarianterne Style og Sportline, og 2-liters TSI-benzinmotoren med 190 hk, der udelukkende kommer som Style.
Forskellen på 40.000 kr. gælder ikke helt konsekvent mellem alle Adventure- og Style-modeller – i forhold til motorer og fem/syv sæder – fx er Style-udgaven kun cirka 30.000 kr. dyrere, når det gælder Kodiaq 1,5 TSI med syv sæder.
Mindre, men ikke meget mindre udstyr
Man må selvfølgelig finde sig i, at der er pillet udstyr ud af Kodiaq Adventure i forhold til den dyrere Style. Men det er overskuelige forskelle, for så meget udstyr er der heldigvis ikke hevet ud af SUV’en.
Som erstatning for 19″ alufælge har Kodiaq Adventure 18″ alufælge, og LED-forlygter er skiftet ud med halogenforlygter. Tagrælingen er i sort og ikke sølv, og interiøret er holdt i sort uden de grå kontrasttoner fra Style. Klimaanlægget er automatisk med to zoner, hvor passagerer på bagsædet af Style nyder godt af et anlæg med tre zoner, så de selv kan indstille temperaturen.
Kodiaq Adventure har infotainmentsystem med 8″ touchscreen og Apple CarPlay, DAB-radio, adaptiv fartpilot, nøglefri adgang og start (Kessy), fjernlysassistent, regnsensor, p-sensorer for og bag, automatisk nødopkald, armlæn foran, ekstra tonede ruder bagtil, aut. nedblændeligt bakspejl, tågeforlygter, el-foldbare sidespejle og meget andet som standard.
Der er også en Adventure Plus til samme pris som Style
Skoda-importøren gør det ikke nemt for os (eller kunderne), for Adventure-udgaven af Kodiaq flytter ind i modelprogrammet sammen med endnu en udstyrsvariant, der starter ved præcis samme 405.000 kr. som Style-udgaven. Det er marketing til den forvirrende side, hvis man spørger os, så vi har taget den store lup frem for at redde trådene ud.
Kodiaq Style med 1,5-liters TSI-motor med 150 hk (og DSG) koster 405.000 kr., Kodiaq Adventure Plus med 1,5-liters TSI-motor med 150 hk (og DSG) koster 405.000 kr. De står altså helt lige. Med Style kommer sølvfarven på tagrælingen, 19″ alufælge og klimaanlæg med tre zoner som de væsentligste højdepunkter, der IKKE følger med i Adventure Plus. Som Adventure Plus har Kodiaq til gengæld indbygget navigation (Amundsen), wifi/online-infotainment, el-styret bagklap, bakkamera og delvist automatisk parkering. Adventure Plus har også LED-forlygter, som mangler på Adventure.
Når det kommer til Kodiaq med dieselmotor (150 hk, DSG), er den billigere som Adventure Plus end som Style: 410.000 kr. mod 419.270 kr. Fordi prislisten er nøjagtig så kryptisk, som den lyder, vil vi hellere sende bolden videre til den danske Skoda-hjemmeside, hvor du selv kan prøve at skabe dig et overblik: priser på Skoda Kodiaq.
I forhold til de to søstermodeller, Seat Tarraco og Volkswagen Tiguan Allspace, ligger Kodiaq med de nye varianter og delvist sænkede priser mere fordelagtigt end før. Tarraco starter ved 379.990 kr. med manuel gearkasse (1,5 TSI Style med 150 hk), Tiguan Allspace ved 430.790 kr., også med manuel gearkasse (1,5 TSI Comfortline med 150 hk – den billigere Trendline er udgået).