Den er kun Skodas anden SUV nogensinde, men den nye Kodiaq kan blive en særdeles vigtig spiller i den mellemstore SUV-klasse. Med en længde på 470 cm er den markant større end sine fætre Seat Ateca og VW Tiguan, og den har plads til syv sæder eller op til 2.065 liter bagage. Kodiaq kommer med for- eller firehjulstræk, med DSG-dobbeltkoblingsgearkasse og benzin- og dieselmotorer med mellem 125-190 hk
Skodas første SUV med det ‘afskyelige’ navn Yeti har aldrig for alvor sat sit præg på Danmark. Overraskende få er faldet for den kompakte tjekkiske SUV – selv om den er virkelig rummelig, har rigtig gode køreegenskaber og giver meget værdi for pengene. Næste år kommer en ny Yeti, som med meget stor sandsynlighed kan få langt mere gennemslagskraft. Men lige nu skal det ikke handle om en ny Yeti, men den længe ventede Kodiaq – den nye Skoda-SUV, der er et nummer større end Yeti.
Tjekkerne har trukket introduktionen i langdrag, for at sige det mildt. Lige fra offentliggørelsen af navnet til egne ‘spionbilleder’, så har Skoda været der. Men det er okay, for nu er det endelig tid til at afsløre den 470 cm lange SUV – og det hele denne gang, ikke flere små detaljer.
Kodiaq har stærke bånd til Volkswagen Tiguan og Seat Ateca, henholdsvis et og to numre mindre end Kodiaq, men set forfra er der intet tydeligt broderskab mellem den, mens baglygterne ikke er ukendte for dem, der har kigget godt og grundigt på Ateca. Fronten får Kodiaq til at se robust ud, og den typiske Skoda-grill passer fremragende ind her; forlygterne har en kærkommen skarphed og kan med lidt god vilje komme fra en Range Rover Evoque.
I kabinen er der intet nævneværdigt til fælles med hverken de to SUV-modeller fra Seat og VW eller med andre Skoda-modeller. Den nye touchscreen i glas, integreret elegant i det høje instrumentbord, gemmer på helt nye infotainmentsystemer – bl.a. med såkaldte connected services, der kan hjælpe med live-trafik til navigationen, vejrudsigt og meget mere. En nødopkaldstjeneste, eCall, er standard i den nye SUV. Et system med 6,5″ skærm (Swing) er standard, mens det 8″ store system Bolero bliver ekstraudstyr til i hvert fald de mindre modeller. Skal der navigation i, skifter systemet navn til Aamundsen, men skærmen er den samme.
Kodiaq skal være praktisk som noget af det væsentligste. Den er kun 4 cm længere end en Octavia, men den kan fås med op til syv sæder og et bagagerum, der gaber over op til 2.065 liter, 720 liter med fem sæder i brug. Det midterste bagsæde kan skubbes op til 18 cm frem og tilbage, så praktisk skal Kodiaq nok være i hverdagen. En ny detalje under Skodas ‘Simply Clever’-princip, simpelthen smart kan vi kalde det, er der dørbeskyttere, som folder sig ud som små lister på dørene – og ellers er skjult i dørenes inderside, når de er lukket – en løsning som først er set i Ford Focus.
Mindste motor yder 125 hk
Kodiaq kommer ikke med den 240 hk stærke dieselmotor, som fås i Tiguan, men den har trods alt motorer med en ydelse på op til 190 hk. Denne topydelse kommer fra 2-liters TDI-dieselmotoren, mens samme maskine også komme i en version med 150 hk, der vil blive en meget populær motor i den nye SUV. TSI-benzinmotorerne, alle med turbo, er på 1,4 og 2 liter; 1,4eren yder 125 eller 150 hk, den store 2,0 topper dem med 180 hk. 1,4 TSI med 150 hk har desuden ACT, Active Cylinder Technology, som sætter to af de fire cylindre i bero, når der ikke er brug for fuld kraftudvikling.
Manuel gearkasse med seks trin er standard til motorerne med 125 og 150 hk, og det samme gælder forhjulstræk, selv om firehjulstræk og DSG-dobbeltkoblingsgearkasse bliver tilvalg på flere af disse motorer. De to motorer med 180 og 190 hk kommer altid med en DSG-gearkasse med syv trin og firehjulstræk.
Køreprofilindstillinger, Drive Mode Select, og adaptiv og variabel undervogn (DCC) bliver ekstraudstyr på alle Kodiaq-modeller. Tiden vil vise, om Kodiaq kører så dynamisk som Seat Ateca eller mere på den mere afdæmpede måde som VW Tiguan.
Den nye Kodiaq kommer til Danmark på et endnu ikke offentliggjort tidspunkt i 2017 i tre udstyrsniveauer – Active, Ambition og Style. Automatisk nødbremse og 17″ fælge er standard på selv den billigste. Med en længde på 470 cm og mulighed for syv sæder er der få direkte konkurrenter, men Nissan X-Trail er i hvert fald oplagt. Om Kodiaq bliver helt så billig som X-Trail, der fås fra cirka 318.000 kr., venter vi spændt på at finde ud af.