Den nye Auris bliver ikke som ventet introduceret i Europa som Auris, men i stedet med det klassiske navn Corolla. Den nye Corolla kommer som hatchback og stationcar og i to hybridversioner
Det skulle aldrig være sket, men Toyota lod i 2006 det legendariske Corolla-navn forsvinde fra sin populære model, en konkurrent til Volkswagen Golf og de andre i samme klasse – et navn som ellers var brugt uafbrudt siden 1966. En frisk start med et friskt produkt, så navnet Auris skulle symbolisere en ny tid og et mere spændende produkt – afledt af det latinske navn for ordet guld, aurum. Kunderne så ikke Auris helt så meget som en gylden mulighed som Toyota, og da den ellers populære stationcarvariant først dukkede op med faceliftet af anden generation Auris i 2013, har Corolla-afløseren aldrig nået nær samme salgstal.
12 år og en ny Auris er på vej. De første billeder blev udsendt i marts, i god tid forud for lanceringen i Danmark på et ikke oplyst tidspunkt i 2019, og på det tidspunkt stod der Auris på den nye bil på billederne. Hvornår beslutningen er taget, ved vi af gode grunde ikke, men i dag har japanerne offentliggjort, at Auris-navnet pensioneres med den udgående model. Corolla-navnet får lov at genopstå, og det vil pryde både den nye hatchback på billederne og den kommende stationcar, Touring Sports, som vises senest på biludstillingen i Paris i slutningen af september.
Navneskiftet er på alle måder passende. Corolla er stadig indbegrebet af en kompakt Toyota, en solid og økonomisk familiebil. Auris som navn har aldrig fået samme positive klang. Passende er genoplivningen af Corolla også, fordi bilen står på en ny platform og med et nyt og mere spændende design. Platform mv. deles med Prius og C-HR, så en hybridudgave med 1,8-liters benzinmotor og en ydelse på 122 hk bliver kernen i modelprogrammet. Corolla Hybrid kommer også som den første Toyota i en stærkere version med en 2-liters benzinmotor og en samlet ydelse på 180 hk, og den stærke version skulle være med ved lanceringen – begge hybrider kan køre kortere afstande på ren el med op til 110 km/t, men der er altså ikke tale om plugin-hybrider. En 1,2-liters turbomotor med cirka 116 hk regner vi også med at møde i Corolla, mens dieselmotorer hører fortiden til.