Ford gør os glade med en ny udstyrslinje, der får Fiesta og Focus til at ligne de dyre og hurtige ST-modeller, men uden de hidsige motorer og høje priser, der følger med. ST-Line pynter på de to biler, og næsten alle motorer kan vælges sammen med det sportslige udstyr
> ST-Line erstatter Sport-udstyret til Fiesta – priser fra 180.400 kr.
> Det sportslige udstyr fås til Fiesta med fem døre, til Focus med fem døre og stationcar
> Komplet med eksteriørkit med alufælge, sportsundervogn og kabine med sportssæder
Det har ikke meget med bilen i sig selv at gøre, at Ford Focus ST med 250 hk er ubegribeligt sjælden i Danmark. Det har rigtig meget med prisen at gøre, ikke at den overhovedet er urimelig eller noget – den er bare høj, hvis jeg sammenligner med pengene på min konto: 418.290 kr. for billigste variant, den med dieselmotor og 182 hk.
For næsten alle Focus-købere ender det med en udgave meget tættere på basismodellen til 206.800 kr. Sådan en Focus kører i sig selv helt fremragende, men den ville ikke tage skade af lidt mere pep i designet. Fordi der sidder andre derude og tænker det samme, introducerer Ford en ny og sportslig udstyrslinje til Focus og lillebror Fiesta – ST-Line.
ST-Line lugter langt væk af ST, og Fiesta ST-Line og Focus ST-Line har også noget ST over sig, men de er ikke helt så vulgære – faktisk vil jeg sige, de to biler ser næsten lige så sportslige ud, men ikke nær så overgjorte. ST-Line-udstyret er ret omfattende til ikke ret mange penge; Fiesta ST-Line, som erstatter Sport-udgaven, har Ford allerede sat priser på, og den kommer altid med fem døre og koster med den 1-liters turbomotor med 100 hk 180.400 kr. Næste trin er samme motor med 125 hk til 185.980 kr., og endelig er der en Fiesta ST-Line med motoren med 140 hk fra Red/Black Edition til 189.800 kr. Ingen diesel, som Focus ST-Line kommer med.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1091280379108″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/06/ST-Line-02.jpg[/image]
Focus ST-Line fra omkring 250.000 kr.
Focus ST-Line er der ikke priser på endnu, men Ford regner med kun 15.-20.000 kr. oveni basismodellen Trend, der koster fra 231.770 kr. med fem døre og 1-liters turbomotor med 125 hk – så regn med omkring 250.000 kr. Den kommer også med andre motorer, der nærmer sig den kradse ST lidt mere: 1,5-liters benzinere med 150 og 182 hk, dieselmotorer med 120 eller 150 hk, og Focus ST-Line kan også bestilles som familie- og ferievenlig stationcar.
For den lille ekstra udskrivning stiller Fiesta og Focus med mere muskuløst design; der er diskrete spoilere og skørter hele vejen rundt, en grill med ‘bikube-mønster’, mørktonede alufælge i Rock Metallic (16″ til Fiesta, 17″ til Focus), diffuser i bagkofangeren, integreret LED-kørelys, tågelygter med mørke indfatninger og ST-Line-logoer på forskærmene.
ST-Line fortsætter indendøre med den helt store ST-tur. Ford har puttet sportssæder med røde syninger, sportslæderrat med perforeret læder og grå syninger, sort taghimmel, gearknop i ST-stil og ST-Line indstigningslister, hvis man pludselig er i tvivl om, hvilken bil man er på vej ind i.
Det er ikke helt show og ingen performance, for selv om Fiesta ST-Line og Focus ST-Line hverken rykker eller kører som en ægte ST, så får en sportsundervogn med sænkning nok alligevel smilet frem.