Stadig fornuftig fra ende til anden

Morten Brunsgaard Bek
17. august, 2018
i First Drive
Stadig fornuftig fra ende til anden
211
VISNINGER
Del på FacebookDel på Twitter

Skoda må vente endnu et par år med at skifte Fabia til den nye platform fra de andre minibiler i Volkswagen-koncernen, så den fornuftige tjekke får i stedet et facelift med nyt sikkerhedsudstyr og flere praktiske detaljer. Men den ældre platform giver også lavere priser end hos Seat og Volkswagen

Økonomien er til den stramme side, og der er ikke plads til en Nissan Qashqai eller en Volkswagen Golf Variant i budgettet, men I har lige fået jeres første barn og vil for alt i verden have en sikker og rummelig familiebil, der kører upåklageligt og er frisk fra fabrikken. Med 160.000 kr. kan I få råd til en mini-SUV, men held og lykke med at bakse både barnevognen og pusletasken ind i sådan en. Til 160.000 kr. til rådighed til en ny bil har jeg kun en fornuftig løsning til jer – og I skal ikke bare tro mig, men også rigtig mange andre danske familier, som har valgt netop denne løsning. Skoda Fabia Combi, en bil som ville hedde Trofast, hvis den var familiens hund.

Tre indledende ord om den tjekkiske minibil, en af kun to biler i hele minibilsuniverset, der endnu fås som stationcar (Renault Clio er den anden): fornuftig, praktisk, anvendelig. De tre ord rummer noget af det samme, noget af det familier elsker. På sit lille grundareal, der tager udgangspunkt i byvenlige 426 cm i længden, byder bagagerumsklappen på adgang til et anvendeligt bagagerum på hele 530 liter. Den er simpelt indrettet, men alligevel fyldt med smarte detaljer. Sikkerhedsudstyret er helt i orden, motorerne moderne og fornuftige.

Følger man lidt mere end bare overfladisk med i bilverdenen, vil man vide, at søstermærkerne Audi, Seat og Volkswagen har introduceret deres nye minibiler, A1 Sportback, Seat Ibiza og Polo, på en ny platform og teknik, som hedder MQB A0, som har en del til fælles med teknikken i bl.a. Golf. Den kan alt meget bedre end den gamle platform, så mere sikkerhedsudstyr, mere plads, mere komfort er bare nogle af fordelene. Skoda flytter ikke Fabia til den teknik før tidligst i 2021, så det er potentielt et handicap for den tjekkiske mini. Et facelift skal holde smilet oppe hos de mange familier rundt omkring i særligt Europa, der som danskerne holder rigtig meget af den lille stationcar, når der skal købes ny bil uden at trække på opsparingen. Nå ja, den findes altså stadig som hatchback, hvis det skal være.

[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1440408541339″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2018/08/Fabia-familie.jpeg[/image]


Facelift… Det er næsten ikke til at se?

Nej, men der er grænser for, hvor mange kroner Skoda kan tillade sig at smide i forbedringer af en af sine mindste biler, som har et prisfølsomt publikum. Jeg skal være ærlig at sige, at før jeg ser den ”gamle” og den ”nye” Fabia sammen på et podium her ved testkørslen omkring Prag, skal jeg tjekke de udleverede papirer flere gange for at se ændringerne. Forlygterne er nye, og de kan mod betaling (9.800-11.995 kr.) fås som fuld-LED-varianter. Grillen har fået et stort hak i hver side, som går ud i lygterne, og det er lige 20 procent for meget grill til min smag, men i det mindste gør det det den meget praktiske bil med linealtegnet karrosseri mere markant.

At Fabia hatchback, og kun den, nu kan fås med 18” hjul ab fabrik er så ligegyldigt for de danske købere, som hvis den kunne fås med læder på instrumentbordet og digital instrumentering med smarte visningsmuligheder. Når jeg er ved instrumentbordet, så har den fået en ekstra omgang med meget glinsende krom. Det sidder alle steder, hvor der var plads i topmodellen Style: omkring instrumenterne, på gearstangen, flere steder på rattet, omkring infotainmentsystemet, på drejeknapperne på klimaanlægget. Det er ikke min idé om luksus, men jeg mistænker Skoda for at pynte med så meget bling-bling, så man ikke lægger mærke til den stenhårde, rigeligt praktiske plast i kabinen, når man bliver blændet af solens stråler, der reflekteres i alle kromdelene. Men hvad vil man helst have? – En kabine som kan klare en hård nedvaskning efter to ugers ferie med ungerne eller den bløde plast? Så er den ikke meget længere.  

Samlekvaliteten er hævet over enhver tvivl, og det har intet med smag og behag eller behov at gøre. Funktionaliteten er i top, og efter at have levet med Fabia i en uge, vil man kunne betjene den med bind for øjnene, og et nyt infotainmentsystem med det muntre navn Swing (Swing Plus med navi 5.500-6.400 kr.) med 6,5” farveskærm dækker det basale, men Apple CarPlay/Android Auto er kun standard i den dyreste Fabia-variant, Style. En imponerende sans for særdeles anvendelige og praktiske små detaljer gør til gengæld Skoda til et mærke, der går langt for at gøre hverdagen nem. Simply Clever er tjekkernes slogan, og detaljerne er simpelthen direkte smarte, og mange af dem unikke for Skoda.

Fabia har nu endnu flere af dem, og mens nogle er standard, som p-billetholder i forruden, isskraber i tankdækslet (nu med indikator til at måle dybden på dækmønstret), LED-bagagerumsbelysning i Fabia Combi som kan tages ud og bruges som lommelygte og i nogle Fabia-udgaver også et net på siden af forsæderne til en smartphone eller andet småt, så fås et væld af små hjælpemidler og praktiske løsninger for næsten ingen penge i tilbehørsprislisten. Affaldsbeholder med låg til dørsiden i sort eller beige til 115 kr., tablet-holder monteret på forsædets nakkestøtte til bagsædepassagererne til 248 kr., netsystem med tre net til bagagerummet og bag på bagsædet til 260 kr., bagagerumsmåtte i skridsikker plast med forhøjet kant 838 kr., etc, etc. Det er priser, der gør, at alle har en chance for at være med.

Den næste Skoda Rapid skal konkurrere med Golf

Er Fabia så forældet på sin gamle teknik?

Skoda har fået det bedste ud af den ældre platform, og det er faktisk ret godt, det de har fået ud af den. En ting er, at køberne har mulighed for ret billigt at kunne tilkøbe nye sikkerhedssystemer som blind vinkel-assistent (fås eksempelvis ikke til Seat Ibiza), bakkamera, advarsels- og bremsesystem når man bakker og fjernlysassistent, en anden ting er, at Fabia har grundsolide køreegenskaber med fokus på sikkerhed, nemhed og lethed.

Fabia kører stort set som før, og den testede hatchback var heldigvis – for sammenligningens skyld – ikke udstyret med de nye 18” fælge, men med de 16” alufælge, som Style-versionen står med som standard. Især de tjekkiske landeveje, som jeg bruger mest tid på, er i virkelig dårlig stand, og mens affjedringen kæmper med at udligne grovhederne, gør fjedre og støddæmpere et prisværdigt job, så stød ikke bliver til slag. Fabia er hårdere affjedret og ikke så frisk i køreegenskaberne som Polo, men noget af den forskel skyldes ikke den gamle platform: Fabia er lavet til at slås mod netop dårlige veje, og hvad endnu vigtigere er, så er den lavet til at blive læsset med flere kilo end sin tyske fætter, og det kræver en hårdere affjedring. Polo med 75 hk må udover sin køreklare vægt (inkl. fører mv. på i alt 125 kilo) på 1.230 kilo læsses med 300 kilo, mens Fabia hatchback med 75 hk må slæbe 105 kilo mere. Det samme gælder Fabia Combi, og det er vigtige kilo, når familien først begynder at fylde ting ind i alle ender og kanter.  

Der hvor Fabia og platformen for alvor føles gammel er ved bagsædet og når man på alle sæder gerne vil brede sig. Fabia har bedre plads til benene end Ford Fiesta, men slet ikke så god plads som Ibiza og Polo, som har længere akselafstand. De er også bredere, og det kan mærkes i kabinen, og det ses på designet – Fabia ser højere, mere smal og spinkel ud.

Hvad ligger der i motorrummet?

Skoda har helt og holdent skrottet dieselmotorerne i Fabia, og på det danske marked giver beslutningen god mening. Omkring 90 procent af danske købere har i den seneste model valgt en benzinmotor, og jeg kan godt forstå dem, for benzinmotorerne er fine drivlinjer.

De moderne trecylindrede benzinmotorer på 1 liter, en uden turbo og to versioner med turbo, nåede at blive introduceret et stykke tid før faceliftet, og de fortsætter selvfølgelig i den opdaterede Fabia. Med den vigtige forskel, at turbomotorerne nu har benzinpartikelfilter, som er vigtigt for en lille turbomotor, som skaber partikler, vi helst ikke skal have ud i natur og miljø eller ind i lungerne.

Motorerne er også de samme som i bl.a. i Ibiza og Polo, og 1-liters motoren lyder afdæmpet og bedre støjdæmpet end før. Jeg har fornøjelsen af den stærkeste turboudgave med 110 hk og 200 Nm, men gearingen kunne være mere harmonisk, og det er noget, Seat gør bedre i Ibiza. Den er stærk, og mens jeg ikke når at prøve den svagere udgave med 95 hk, der har fem trin mod 110’erens seks (110 hk fås med syvtrins dobbeltkobling til 16.400 kr.), så husker jeg den som mindst lige så harmonisk og rigeligt stærk til en lille familiebil. Merprisen på 10.600 kr. ville jeg hellere bruge på en udstyrspakke med LED-forlygter eller adaptiv fartpilot.
Basismotoren, den uden turbo med 75 hk, er ikke en mulighed på testturen, desværre.

Facelift til Mazda 6 – veludstyret til fornuftige priser

Er priserne rigtig familievenlige?

Ja, der kan jeg kun svare ja. Fornuftige priser for en fornuftig bil, og en sammenligning med Seat Ibiza viser, at Skodas minibil er både billigere og bedre udstyret. Den faceliftede Fabia starter ved 128.000 kr. for en hatchback og 138.000 kr. for Fabia Combi. Basismodellen Active (en basis-basismodel med navnet Easy kan blive lanceret senere) har aircondition, 6,5” touchscreen i farver, fartpilot, automatisk nødbremse, el-spejle med varme, LED-kørelys, DAB-radio, splitbagsæde og 15” fælge – den billigste Ibiza til 142.880 kr. må man kigge langt efter meget af det udstyr.

Det koster 20.000 kr. at gå fra basismotoren med 75 hk til den harmoniske turbomotor med 95 hk, så startprisen for den er fornuftige 148.000 kr., mens den med 110 hk starter ved 158.600 kr., som for øvrigt er en ganske skarp pris i sig selv. At hoppe fra basisudstyret Active til det midterste Ambition koster 12.000 kr. til alle motorer, og det er 12.000 kr., som giver rigtig meget yderligere til standardudstyret: læder på rat, håndbremsegreb og gearstang, højdejusterbart passagersæde, lommer på siden og ryggen af forsæderne, varme i forsæderne, armlæn ved forsæderne, træthedsregistrering, p-sensorer bagtil, opvarmede sprinklerdyser ved forruden, el-ruder også i bagdørene, automatisk klimaanlæg, brilleholder i loftet, paraply i en skuffe under passagersædet og al den herlige/frygtelige (slet selv det rigtige ord) krom i kabinen.

Topmodellen Style, som koster 14.000 kr. mere end Ambition (fås ikke med 75 hk) handler er bestemt ingen dårlig investering, men her kommer luksuselementer ind, som ikke er strengt nødvendige: nøglefri start, 16” alufælge, multifunktionsrat, sæder med mikrofiber-indlæg, tågeforlygter, anlæg med surround-lyd, Apple CarPlay og lyssensor.

Mere vil altid have mere, men et godt bud er at tage en Active og krydre med lidt ekstraudstyr. Fx koster multifunktionsrat kun 1.700 kr. ekstra, lyssensoren 450 kr. og surround-lyden 900 kr. – eller Teknik-pakken med adaptiv fartpilot, surround-lyd, Apple CarPlay, multifunktionslæderrat, tågeforlygter, bakkamera og to USB-udtag til bagsædet til kun 9.995 kr.

Skoda Fabia er ikke den mest komfortable, mest lækre eller mest spændende bil i segmentet, men den er mere end nogensinde i top, når det kommer til fornuft, praktiske egenskaber, prissætning og værdi for pengene. Så den trofaste partner for mindre familier, som ikke har råd til en stor bil, hedder stadig Fabia Combi. Fabia hatchback har ikke samme unikke position på markedet, men danskerne foretrækker jo alligevel den praktiske stationcar.

[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc253650238473″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2018/08/FABIA_COMBI_14.jpg[/image]

[google_table rows=”20″ cols=”2″ show_row_number=”0″ =”string” =”string” heads_values=”SKODA FABIA 1,0 TSI 110 STYLE^” heads_types=”string^string” sc_id=”sc1128406282769″]MOTOR^R3, 999 cm3, turbo__GOOGLE_TABLE_ROW__YDELSE^110 hk ved 5.000 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__^200 Nm ved 2.000 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__GEARKASSE^6-trins manuel__GOOGLE_TABLE_ROW__0-100 KM/T^9,5 sekunder__GOOGLE_TABLE_ROW__TOPFART^195 km/t__GOOGLE_TABLE_ROW__FORBRUG^22,7 km/l__GOOGLE_TABLE_ROW__CO2^103 gram/km__GOOGLE_TABLE_ROW__MÅL (L/B/H)^400/173/147 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__AKSELAFSTAND^247 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__BAGAGERUM^330-1.150 liter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆGT/TRÆK^1.130/1.100 kilo__GOOGLE_TABLE_ROW__DÆK^215/45 R16__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIS INKL. LEVERING (3.980 KR.)^184.600 kr. Fabia fås fra 128.000 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIVATLEASING ENG.YDELSE/MND. YDELSE^Ikke fastlagt__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR^16 tommer alufælge, 6,5 tommer infotainment, automatisk klimaanlæg, fartpilot, varme i forsæderne, automatisk nødbremse__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR^Adaptiv fartpilot 3.000 kr., bakkamera 3.700 kr., lyspakke med LED-lygter, regnsensor, mv. 11.995 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__PÅ GADEN I DANMARK^September 2018[/google_table]

Tags: billig familiebilbillig stationcarBlog om Bilerblog om biler skoda fabiadanske priser ny skoda fabiaden nye skoda fabiany skoda fabiany skoda fabia testprøv den nye skoda fabiaprøvekør skoda fabiaSkodaSkoda DanmarkSkoda Fabiaskoda fabia 2018skoda fabia blog om bilerskoda fabia danmarkskoda fabia danske priserskoda fabia prisskoda fabia priserskoda fabia testskoda fornuftig
Forrige artikel

Ny Swift Sport – fuldt udstyret til 224.990 kr.

Næste artikel

Priser på opdateret Kia Sportage – nødbremse stadig ikke standard

Relaterede Artikler

Hyundai Ioniq 5 (din nye elektriske lounge)
Elektrisk

Hyundai Ioniq 5 (din nye elektriske lounge)

9. juli, 2021
Vi kører den vigtigste Audi i mange år
Elektrisk

Vi kører den vigtigste Audi i mange år

9. juli, 2021
Polestar 2 er Teslas første hovedpine
Elektrisk

Polestar 2 er Teslas første hovedpine

27. maj, 2021
Første tur i Danmarks billigste elbil
Elektrisk

Første tur i Danmarks billigste elbil

5. maj, 2021
Tjekkisk, elektrisk og lækker
Elektrisk

Tjekkisk, elektrisk og lækker

28. april, 2021
Polestar 2 kommer med storm
Elektrisk

Polestar 2 kommer med storm

27. april, 2021
Næste artikel
Priser på opdateret Kia Sportage – nødbremse stadig ikke standard

Priser på opdateret Kia Sportage - nødbremse stadig ikke standard

Mest læste

  • Renault Espace går nye veje

    Renault Espace går nye veje

    0 Delinger
    Del 0 Tweet 0
  • Den helt nye BMW i5: Nedtællingen er i gang

    0 Delinger
    Del 0 Tweet 0
  • Jesper Buch er ny Audi ambassadør

    0 Delinger
    Del 0 Tweet 0
  • Revuelto: Den mægtigste Lamborghini nogensinde

    0 Delinger
    Del 0 Tweet 0

Sektioner

Nyheder
Test
First Drive
Forbrug
Videoer
Elektrisk

Nyttige links

Privatlivspolitik
Cookieindstillinger

Kontakt

biler@biler.nu
Kontakt for kommerciel aktivitet, sponsorerede indlæg, ejerskaber, bannere m.m.

Andre links

pawsfabrik.dk

Nyhedsbrev

Om os

Biler.nu er siden for dig, som vil vide alt om biler – videoer, nyheder, test og meget mere. Vi laver upartisk og ukompliceret, men også kritisk dækning af biler og bilindustrien, så du kan blive klogere. Hvis du vil vide mere, eller du har spørgsmål til os kan du kontakte os på mail.

© BILER. 2023 All rights reserved

Intet resultat
Vis alle resultater
  • Nyheder
  • Test
  • First drive
  • Forbrug
  • Elektrisk
  • Videoer

© BILER. 2023 All rights reserved