Den havde vi ikke set komme: i første kvartal af 2019 introduceres Camry på det europæiske kontinent efter hele 14 års pause. Den kommer udelukkende som hybrid, og nej, der kommer ingen ny Avensis
Ford holdt op med at lave Scorpio for længe siden, Opel opgav Omega, Citroën gav den et sidste forsøg med C6, og Peugeot lod den udgå efter 607’eren: den store sedan. For 14 år siden gjorde Toyota det samme med Camry, og siden da har den største sedan hos japanerne været Avensis, som i de senere år har skuffet med lave salgstal – for også i den klasse presses mainstreammærkerne af luksusmærkerne (og SUV’erne). Men der kommer ingen ny Avensis til at gøre et forsøg mere, så i stedet har Toyota taget den meget overraskende beslutning at introducere Camry igen i Europa.
Camry har kørt videre med stor succes i USA og på en del andre markeder verden over, efter vi vendte den ryggen, og i USA er den blandt de bedst sælgende bilmodeller overhovedet – og på verdensplan er den en af de bedst sælgende sedaner. Men Camry er ikke den store flyder, den engang var, for sidste år blev en helt ny Camry introduceret på TNGA-platformen fra Prius og C-HR, som sikrer meget bedre balance i køreegenskaber og komfort.
Vi får hybriden, ikke V6’eren
I USA kan kunderne vælge Camry i mange varianter. Motorprogrammet består af en firecylindret benzinmotor med omkring 200 hk, en hybrid med 2,5-liters motor og endelig en V6-benzinmotor på 3,5 liter med over 300 hk. Hvis du allerede nu tænker, at den seksbenede Camry kunne være en fantastisk firmabil, så må vi skuffe dig – i Europa bliver den eneste tilgængelige model hybriden. Amerikanske medier har dog rost den nye hybridmodel for at være både stærk og omgængelig, trods trinløst CVT-gear, og med et forbrugstal i USA sammenligneligt med det, Prius annonceres med (den står efter den gamle brændstofnorm i Europa til 30,3 km/l), kan det være et spændende alternativ til en dieselbil.
Camry kommer ikke til at konkurrere med store biler som BMW 5-serie i Europa, for et kig på målene afslører, at den faktisk “kun” er 488 cm lang, og det gør den godt og vel to centimeter kortere end Opel Insignia Grand Sport.
Den amerikanske Camry har som standard bl.a. LED-forlygter, infotainmentsystem med 7″ touchscreen og stor sikkerhedspakke med automatisk nødbremse, adaptiv fartpilot, fjernlysassistent og aktiv sporassistent. Der er ingen grund til, at noget af det udstyr skulle blive pillet af den udgave, der sendes til Europa.
Hvordan relanceringen af en model, der har været 14 år ude af markedet, og som tilmed lander i en af de mest konservative og svære klasser, kommer til at gå, bliver spændende at følge. En styrke for Toyota og Camry er hybridteknologien i en tid, hvor mange vender ryggen til dieselmotorer.
Toyota Danmark har endnu ikke besluttet, om Camry også vil blive introduceret på det danske marked, når den har europæisk premiere i starten af 2019.