Med den nye Baleno vil Suzuki kapre kunder blandt minibilskøbere, der ellers ville gå til Volkswagen-forhandleren efter en Polo eller til Hyundai efter en i20. Den nye hatchback kommer som den første Suzuki med en nye Boosterjet-benzinmotor med turbo
> Suzuki har tidligere vist konceptbilen iK-2, Baleno er det færdige produkt
> Ny turbobenzinmotor med en volumen på 1 liter får premiere i Baleno
> Den nye Baleno bliver større og langt mere rummelig end Swift
Suzuki Swift er en charmerende og velkørende minibil. Men når man kigger på størrelsen af bagsædet eller, endnu værre, i bagagerummet, så skulle man tro, den lille japaner hørte hjemme blandt mikrobilerne. Suzuki ved, at kunderne gerne vil have en minibil med det svungne S i grillen, men mange vælger mærket fra – Swift lever ikke op til alle de krav, en topmoderne bil i klassen bliver stillet overfor.
Ind på scenen, helt bogstaveligt, kommer den nye Baleno, som man kan stifte bekendtskab med på IAA i Frankfurt i september. Suzuki viste første gang konceptbilen iK-2 i foråret, og allerede her stod det klart, at det japanske firma vil kapre kunder fra Volkswagen, Hyundai, Kia og Opel med en rummelig og mere moderne hatchback.
For at komme de kunder i møde, der vil have en større og mere alsidig bil, kommer Baleno med mere komfort- og sikkerhedsudstyr, end vi kender det fra Swift. Kabinen vil bære præg af, at Suzuki kræser mere om kunderne – og i en klasse, hvor et interiør kan se ud som i Mazda 2, være så voksent som i Hyundai i20 og så godt skruet sammen som i VW Polo, har Suzuki noget at bevise.
Det første billede af Baleno i profil viser en hatchback, der kunne være samlet af lige dele Swift og Kia Rio – en rund og buttet bil, som vi venter med at kaste dom over, før vi ser den i virkeligheden. Umiddelbart ser hjulene fortabte ud under de store og fremhævede buer omkring skærmene, men vi håber på, at Baleno gør sig bedre i virkeligheden. Vi har snuppet et par billeder fra den officielle video, som følger med pressemeddelelsen, som viser fronten og lidt af bagenden.
Baleno får sandsynligvis Dualjet-motoren på 1,2 liter fra Swift som basismotor, men en ny turbomotor med navnet Boosterjet på 1 liter skulle få premiere i Baleno – endnu en væsentlig faktor, når der skal fedtes for de kræsne minibilskøbere.
Hvis Baleno lyder bekendt, så er det fordi Suzuki fra 1995 til 2001 brugte navnet til en helt tilsvarende model – der fandtes som hatchback, sedan og stationcar.