Den nye Audi A7 Sportback er spækket med den nyeste teknologi og avancerede motorer, og der er skruet op for volumen på designet af den store luksusbil. Tag med til den sydafrikanske storby Cape Town og en tur i den tekno-tunge cruiser
Fra det komplet lydisolerede rum, som er den nye Audi A7 Sportback har jeg udsigt til bjergene med det flade Table Mountain som det store pragtstykke, og i sidespejlene kan jeg se den farverige Cape Town, som ligger i smørhullet mellem de høje toppe og Atlanterhavet. Den tætpakkede vej er fyldt med biler, som står i skarp kontrast til denne nyfortolkning af den store hatchback-coupé, og det virker som om hver fjerde bil er første generation VW Golf, som allerede længe før 2018 forsvandt ud af vejbilledet i Danmark. I Sydafrika kørte produktionen helt frem til 2009, og sydafrikanerne elsker den simple Folkevogn, som blev omdøbt til Citi Golf.
Så simpel og firkantet som Citi Golf er, så avanceret og pakket med teknik, teknologi og mekanik er den nye A7 Sportback. Alene det, at den teknisk er tæt forbundet med den store topmodel hos audianerne, ministermodellen A8, fortæller at tyskerne har sat alle sejl til for at vise muskler. Audi håber selvfølgelig, at musklerne er større end konkurrenternes, og her tænker jeg først og fremmest på den nye udgave af Mercedes-Benz CLS. Kampen vil blive tæt, men A7 Sportback kommer godt rustet til kamp med 39 forskellige assistentsystemer, firehjulsstyring, mildhybridsystem med 48 Volt strømforsyning og det nye MMI Touch Response-styresystem. Der skal en stor elektronisk hjerne til at beregne og kontrollere det hele, og Audi har endda udviklet et nyt styresystem til chassis og undervogn, så det hele reagerer hurtigere og bedre.
En tung arv at løfte
Der bliver stirret og gloet, når man kommer i en stor blå Audi med tyske nummerplader og rattet i den forkerte side (for os den rigtige) i Cape Town. Mange af de nysgerrige øjne vil også kigge på A7 Sportback på grund af designet. Den første A7 Sportback fra 2010 var vovet, en tur ud på ukendte veje for Audi, for mens coupéer i sig selv er anerkendt som den nok mest prestigefulde måde at skabe en bil på, var den store og praktiske bagklap en helt anden snak. Kunderne er faldet pladask for A7 Sportback, og det gjorde jeg også. Dens brede, lave karrosseri og den specielle afslutning med den korte bagende er tidløst, elegant og smukt – især det sidste ikke et ord, jeg normalt bruger i Audi-sammenhænge.
Det må have været svært at skulle skabe en værdig afløser, og som jeg holder ind på en plads ved Silver Mine, en gammel sølvmine på et af bjergene udenfor Cape Town, for rigtigt at tage designet ind, stikker flere ting ud. I grillen sidder to store, sorte tænder, øjne til nogle af bilens mange assistentsystemer, og da jeg først har set dem, fylder de bare for meget. Designet er skarpere og mere kantet, den flotte linje hen over taget heldigvis bibeholdt, men afslutningen har ikke samme effekt på mig, som den havde på den gamle. Bagenden virker kompliceret med hak og LED-tænder, men det er nok en del af det ”tekniske” look.
Sådan er også kabinen. En teknisk sværvægter, hvor elektronikken og fremskridtet lyser ud af paneler og skærme. Allerede når man nærmer sig A7 Sportback er teknikken i spil. Man kan åbne med en Android-smartphone, og bilen genkender dig og dine særlige indstillinger med det samme – hvis der flere brugere af bilen, er det en fordel. LED-baglygterne hilser velkommen med et show på tværs af det brede lygtebånd, og i kabinen starter de tre store displays, som er kernen i det store teknikshow: den fulddigitale instrumentering og de to touchscreens til det nye MMI Touch Response-styresystem. Væk er den store dreje- og trykknap og de fleste fysiske knapper, så alt skal styres via knapper i rattet og vi de to centralt placerede skærme. Den øverste til at vise navigation og apps, den nederste til at justere klimaanlægget, skrive tal og bogstaver til fx navigationen og til at køre hækspoileren op og ned. Den nederste skærm reagerer med feedback, som mærkes i fingeren, som hjem-knappen på en iPhone, og mens jeg ikke vil anbefale at bakse med for store opgaver, når man kører, så er MMI Touch Response imponerende og moderne.
Effektivitet frem for alt
Bjergveje har det med at svinge og bugte sig, og på vej ned ad vejen fra Chapman’s Peak med udsigt til den ekstremt smukt placerede by Hout Bay viser den fuldt udstyrede Audi sig som effektiv og stabil. Undervognen fås i tre udgaver, fra den ikke-justerbare til den med adaptive støddæmperne til testbilens adaptive luftaffjedring med langt større spredning mellem indstillingerne, fx Normal og Sport, end i den gamle. Den dynamiske baghjulsstyring, hvor baghjulene styrer aktivt med rundt i svingene, føles helt naturligt og mærkes mest ved, at A7 Sportback reagerer hurtigt på rattet og indstyring i sving er en leg.
Styretøjet har dog svært ved helt at fortælle meget om vejen, og køreegenskaberne virker på den måde mere lagt ud til cruise end kurvekørsel. Audi har valgt ikke at tilbyde antikrængningssystemet fra A8 med separate elmotorer ved hvert hjørne, men A7 Sportback føles forudsigelig og stabil selv uden.
Testbilens store hjul gør indhug i komforten, også selv om jeg kører med luftaffjedringen, altså den ”fineste” af undervognene. 18” vil være standard, og mens de vil modarbejde designet, som den store hatchback-coupé i bund og grund handler om i forhold til den mere regulære A6, så tror jeg, A7 Sportback vil være mere harmonisk end med den blå bils 20” – og de 21”, som Audi også tilbyder.
Den sekscylindrede dieselmotor med 286 hk imponerer helt anderledes direkte. Overlegne kræfter og ubesværet fremdrift i selv meget tunge biler gør sekscylindrede dieselmotorer til nogle af mine klare favoritmotorer, og 3-liters motoren i Sportback er blandt de fineste af slagsen. Quattro-firehjulstræk har den som standard, så alle kræfter når asfalten uden tøven, og kraftoverskuddet bliver ved et langt stykke op i omdrejninger. Harmonisk og kraftfuld, og dieselmotoren er derfor min favorit af de to motorer ved introduktionen.
Den anden er en 3-liters V6 med 340 hk, som næsten reagerer mere skarpt og hektisk. En dramatisk jagt på omdrejninger passer ikke så godt til den stilfulde luksusbil som dieselmotorens afslappede pondus. Begge de sekscylindrede nyder godt af den nye struktur med 48 Volt strømforsyning og en generator, som gør at start-stop-systemet kan aktiveres allerede fra 22 km/t og starte op ganske umærkeligt, men også at man kan glide af sted med konstant fart over en strækning, uden at motoren kører.
Mere afdæmpede og endnu mere kraftfulde motorer finder også vej i den nye A7 Sportback. Først er det udgaverne 40 TDI, 45 TDI og 45 TFSI, som tilføjes de to herover, 50 TDI og 55 TDI. De kryptiske tal afslører ikke cylindre, men hentyder til ydelse – de firecylindrede 40 TDI og 45 TFSI yder 204 og 245 hk, mens den sekscylindrede diesel i 45 TDI har 231 hk. S- og RS-udgaver trækker i den anden retning med langt flere kræfter, og med elektrificering vil de være teknisk endnu tungere end den blå A7 Sportback, jeg efterlader i lufthavnen i Cape Town.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1420564191133″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2018/02/FIRST-DRIVE-Audi-A7-Sportback-013.jpg[/image]
[google_table rows=”20″ cols=”2″ show_row_number=”0″ =”string” =”string” heads_values=”AUDI A7 SPORTBACK 50 TDI QUATTRO^” heads_types=”string^string” sc_id=”sc826979994122″]MOTOR^V6, 2.967 cm3, diesel__GOOGLE_TABLE_ROW__YDELSE^286 hk ved 3.500 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__^620 Nm ved 2.250 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__GEARKASSE^8-trins automatisk__GOOGLE_TABLE_ROW__0-100 KM/T^5,7 sekunder__GOOGLE_TABLE_ROW__TOPFART^250 km/t__GOOGLE_TABLE_ROW__FORBRUG^17,9 km/l__GOOGLE_TABLE_ROW__CO2^147 gram/km__GOOGLE_TABLE_ROW__MÅL (L/B/H)^497/191/142 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__AKSELAFSTAND^293 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__BAGAGERUM^535 liter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆGT/TRÆK^1.955/2.000 kilo__GOOGLE_TABLE_ROW__DÆK^225/55 R18__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIS INKL. LEVERING (3.980 KR.)^1.057.002 kr. A7 Sportback fås fra denne pris__GOOGLE_TABLE_ROW__BESKATNINGSGRUNDLAG, FIRMABIL^943.000 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR^LED-forlygter, elektrisk bagklap, 18 tommer alufælge, navigation, indtræk i læder og kunstlæder__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR^Assistentpakke Tour med adaptiv fartpilot 18.452 kr., lydanlæg B&O Advanced 3D 140.117 kr., firehjulsstyring 41.242 kr., luftundervogn 43.202 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__PÅ GADEN I DANMARK^Nu[/google_table]