Tjekkisk, elektrisk og lækker

Nogle bilmærker laver elbiler, som skriger ELBIL, så ingen kan overse, at elektrificeringen kommer rullende. BMW skriger ret højt med i3 og den nye iX, og Nissans første Leaf var også et skrig af dimensioner. Hos Volkswagen er elbilerne også specielle, og tyskerne har fundet det nødvendigt at skrotte det kendte designsprog for at skille sig ud.

Så er der bilmærkerne på den anden side af gangen, hvor der ikke bliver skreget. En Peugeot 208 ligner en Peugeot 208, om den så kører på el eller benzin, og du skal også tæt på en elektrisk Volvo XC40 for at se, at den ikke udleder CO2 og andet skidt.

Med sin første dedikerede elbil hører Skoda til et sted mellem de to yderpunkter. Et komfortabelt sted, må jeg sige. Den nye Enyaq har ikke et helt nyt og for mærket ukendt design, men den er heller ikke bare en kopi af Octavia eller Kodiaq, tilpasset fuld elektrificering. Hvor Volkswagen har skrottet kanter og flest mulige genkendelige elementer fra Golf og co. på ID.3 og ID.4, så har Skoda omfavnet sit nuværende designsprog og givet Enyaq en stor grill. Ikke fordi en elbil har brug for luft (grillen er så også bare lukket af), men fordi kunderne nok gerne vil se, at her kommer en Skoda.

Og måske de gerne vil vise, at de kommer i en Skoda. Jeg vil i hvert fald gerne ses i en moderne Skoda, for jeg kan ret godt lide kvalitet, gode gensalgspriser og smart løsninger. Det er værd at vise frem, og du kan derfor se på lang afstand, at Enyaq er en Skoda. Tættere på kan du se, at den kantede front passer godt sammen med resten af karrosseriet, og at den muskuløse crossover-form er moderne og attraktiv, men ikke for anderledes.

https://www.biler.nu/gtx-er-for-de-hurtige-elbiler-fra-vw/

Den billige søster fra Tyskland

Det er første gang, Skoda sender en bil på gaden på den såkaldte MEB-platform, som er en af platformene i den store VW-koncern til elbiler. Den er søstermodel til bl.a. VW ID.4 og den nye Audi Q4 E-Tron, og dermed ved jeg på forhånd, at Enyaq vil være en rummelig og meget komfortabel bil med baghjulstræk. MEB-platformen er på den måde allerede en kæmpe succes, præcis som MQB-platformen fra VW-koncernens modeller som Audi A3, Seat Leon og Skoda Superb er det.

Enyaq er forbløffende rummelig og lys i kabinen, selv om den faktisk ikke er en kæmpe af en bil. Den nye elektriske crossover er 465 centimeter lang, og det gør den meget kortere end Superb Combi. Der er næsten (ikke helt) lige så god plads til ben og knæ ved bagsædet som i Superb, og den er kendt for sine voldsomme pladsforhold. Også bagagerummet er stort, større end i Octavia Combi, og i volumen overgår det bagagerummet i søstermodellen ID.4.

Apropos den tyske søster. En måneds tid inden turen i Enyaq har jeg kørt ID.4, og mens interiøret i den tyske model i isolation virker lækkert nok, så viser Skoda, hvor lækkert, det rent faktisk kan gøres i klassen. Hvordan det er lykkedes Skoda at snige et interiør så lækkert forbi cheferne i Wolfsburg, mens ID.4 har et gennemsnitligt et af slagsen, ved jeg simpelthen ikke. Men materialerne, som fås i rigtig mange lækre, specielle og interessante variationer – Design Selections – med temanavne som Loft og Lodge, er en fryd for hænder og øjne.

I Enyaq er der samtidig en større og bedre infotainmentskærm, flere regenereringsniveauer til at opsamle energi og bremse ned, en gearvælger med en god placering (lavt og lige ved hånden, ikke bag rattet) – og de typiske Simply Clever-detaljer, som altid gør en Skoda det mere “venlig” og praktisk. Isskraberen med indbygget dækmønstermåler sidder nu i bagklappen, da den ikke kunne være i “tankdækslet”, men paraplyerne i dørene er stadig, hvor de plejer at være.

En lokkedue til 298.995 kr.

Hvis du er bekendt med batterier og elmotorernes ydelse i VW ID.4, så er der kun små nuanceforskelle at berette om, når det kommer til Enyaq. Den fås med batterier på 55, 62 og 82 kWh (bruttokapacitet), og lige nu rækker ydelsen i elmotorerne fra 148 over 179 til 204 hk, og inden længe kommer både en firehjulstrukken version med det store batteri og en RS-version med flere kræfter.

Med 204 hk har jeg rigeligt til overhalinger på motorvejen og en sprint ud fra en sidevej, og det er en drivlinje uden generende støj eller andre irritationsmomenter, og jeg vil gætte på, at man sagtens kan klare sig med udgaven med 179 hk. Den fås så desværre ikke med den testede models store batteri (82 kWh), men kun med mellembatteriet på 62 kWh, og der er en mærkbar forskel i rækkevidde: 412 kilometer med 62 kWh, 536 kilometer med 82 kWh.

Men rækkevidde er, som bekendt, slet ikke alt i en elbil. Ladehastigheden er mindst lige så vigtig, og i takt med at der kommer flere ladepunkter omkring vejene – hurtige ladepunkter – betyder det mere, hvor hurtigt du kan fylde strøm i batteriet. Her skal man passe på, når man kigger på Enyaq, for modelvarianter uden Plus-betegnelse (fås med alle batteristørrelser – mindste batteri kun uden Plus) har hverken varmepumpe eller en tilfredsstillende ladekapacitet. Den er på blot 50 kW, og det er en meget ringe kapacitet, når der i dag findes elbiler med op til 350 kW.

Plus-modellerne koster kun 20.000 kr. mere end standardvarianterne, og med dem stiger kapaciteten til mere passende 100 eller 125 kW. Da der også er andet udstyr med i prisen, må man for alt i verden IKKE købe en Enyaq, som ikke er døbt Plus fra fødslen.

Basismodellen Enyaq 50 til 298.995 kr. er dermed et pænt stykke vinduespynt, som skal lokke folk til, som så ender med mindst en Enyaq 60 Plus til 339.995 kr. Men hey, det er stadig en rigtig god pris, for inklusive er ikke bare fedt design, en lækker kabine og en rækkevidde på 410 kilometer, men også lækre og meget komfortable køreegenskaber. Enyaq har alt det bedste fra Skoda, som vi kender det – bare i elektrificeret og endnu bedre form.

https://www.biler.nu/skoda-enyaq-elektrisk-crossover-med-op-til-306-hk-510-km-paa-en-opladning/

Del artiklen:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Seneste nyt
Mest læste
Scenic_E-Tech_electric_finalist_for_Car_of_the_Year_2024-2-MB
SCENIC E-TECH ELECTRIC VINDER CAR OF THE YEAR 2024
ID-Range_bred2
Volkswagen styrker mærkets elektriske ID.-familie med nye priser og udstyrsvarianter
cbb2ccc3-715f-407e-9230-35055a185e18
Endnu en kinesisk elbil – denne gang med hæve-sænkebord
HondaeNY1-02083
e:NY1 er den hemmelige Honda
ExclusiveOnline

Nyheder og trends indenfor luksusbiler, ure, smykker, bolig og meget mere.