Volkswagens absolutte topmodel Touareg kommer nu i sin tredje aftapning, som er rettet primært mod Europa og Kina. Den store luksus-SUV står med et udtryksfuldt design, industriens seneste teknologier og et helt nyt cockpit med 15″ touchscreen. Touareg kommer med V6-motorer, en hybrid og en V8-diesel med 421 hk
I 2002 startede SUV-eventyret for Volkswagen med Touareg. Mens den store luksussedan Phaeton går over i historien som et teknisk mesterværk, men en salgsmæssig sidebemærkning – verden var ikke klar til en klassisk luksusbil fra et mærke, der ligger mellem masseproduceret mainstream og tysk premium – så har Touareg klaret sig bedre. Den store firehjulstrækker gik i den første generationrent ind også i Danmark, hvor gulpladeeventyret fik luksus-SUV’er til at dukke op i stor stil i gadebilledet.
Men den i 2010 introducerede version to af Touareg blev hurtigt sat i skyggen og glemt af mange potentielle kunder, som hellere har kørt i biler fra Audi, BMW, Mercedes-Benz, Porsche og Range Rover. En fremragende SUV, men måske det ekstra krydderi manglede i den underspillede Touareg? Tyskerne har drejet på linsen og indstillet den med et langt klarere fokus, som vi kan se på de første billeder af den helt nye Touareg, som har premiere på biludstillingen i kinesiske Beijing.
Hvad man ikke kan se er den stærkt opdaterede teknik, MLB-platformen, som Touareg har til fælles med koncernens andre luksusbiler som Bentley Bentayga, Lamborghini Urus og Porsche Cayenne. Øjnene fæstner sig i stedet på den spektakulære front, som trækker i en helt anden retning end forgængerens nedtonede stil. Der er brugt krom i et stort omfang, og hver LED-forlygte rummer i alt 128 dioder, når Touareg er udstyret IQ Light, som skulle gøre nat til dag.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc839029076920″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2018/03/Touareg-10.jpg[/image]
Touchscreen på 15″ smelter sammen med digital instrumentering
Det nye Innovision Cockpit med imponerende 15” touchscreen i midten og 12” digital instrumentering befrier instrumentbordet for næsten alle knapper – et drejehjul til volumen er heldigvis bevaret. De smelter sammen og ligner en enkeltstående skærm, som mange vil kunne genkende det fra de nyeste Mercedes-Benz-modeller. Touareg produceres dog også med en langt mindre touchscreen – den fra bl.a. Golf kendte skærm på 9,2″ – og traditionel analog instrumentering, som er opskriften på en flad fornemmelse, når man først har set, hvad det kan blive til i den luksuriøse kabine.
Head up-display, night vision med infrarødt kamera, et stort lydanlæg fra danske Dynaudio og tre udstyrslinjer ud over basisversionen (Atmosphere, Elegance og R-Line) vil give indtryk af meget forskellige kabiner på tværs af Touareg-modelprogrammet.
MLB-platformen er den mest avancerede i industrien, og Touareg får glæde af den ”fulde” pakke: firehjulstyring, avanceret luftaffjedring, aktivt antikrængningssystem, elektromekaniske krængningsstabilisatorer – og en vægtreduktion 106 kilo. V6-motorer er bærende i modelprogrammet med to 3-liters dieselmotorer med henholdsvis 231 og 286 hk, samt en benzinmotor med 340 hk. En V8-diesel på 4 liter med 421 hk sættes ind som topmodel – og en stærk hentydning til, at VW mener, at dieselmotoren langt fra er død. En plugin-hybrid med 367 hk lanceres til at starte med i Kina, men senere også i Europa.
VW T-Roc fra 239.990 kr. med adaptiv fartpilot, 8″ touchscreen og regnsensor