Den nye Toyota Corolla kommer i tre karrosserivarianter, og sedanen er den nyeste af dem. Men vi skal ikke regne med at se sedanen i Danmark, hvor fokus er på hatchback og stationcar
I USA er Toyota Corolla sedan en storsælgende klassiker, som i generationer er blevet valgt af millioner af kunder som deres første bil. I Danmark har vi ikke set noget til den kompakte sedan, siden dens søstermodel Auris kørte som første generation. Med den helt nye Corolla sedan, som netop er præsenteret, vil historien gentage sig. Den er og bliver primært en amerikaner, så i Danmark vil Toyota med næsten 100 procent sikkerhed satse på de to andre karrosserivarianter, hatchback og stationcar, som japanerne løftede sløret for tidligere på året, når Corolla kommer til landet næste år – som afløsere for Auris-modellerne.
Der er gode grunde til at tro, at Corolla sedan ikke kommer til Danmark. Den ene er manglen på kunder til de kompakte sedaner – de går i stedet efter en SUV eller en stationcar, og hvis de endelig kunne blive fristet af sådan en lille sedan, så har den fire ringe i snuden og hedder A3 (og fremover Mercedes-Benz A-Klasse). Mazda 3 sedan og Honda Civic sedan er sørgelige eksempler på, at mainstreammærker ikke vinder frem med kompakte sedaner i Danmark og det meste af Vesteuropa.
Et anonymt design
Den ser ellers fristende nok ud, den nye Corolla med udvendig “kuffert”, uden ligefrem at virke spændende i designet. Som Corolla hatchback og stationcar er den beriget med den afbalancerede TNGA-platform, der med lavere tyngdepunkt, mere vridningsstabilitet og mange andre forbedringer allerede har gjort underværker i Prius og C-HR. Designet svarer i høj grad til de to øvrige varianter, men den flade bagende er selvfølgelig unik for sedanen. Det er den mindst interessante af de tre at kigge på, for både set i profil og bagfra kunne Corolla sedan gå for at være en (ældre) Kia.
Amerikanske Corolla-kunder vil for første gang kunne købe Corolla sedan som hybrid, og da det er en meget fornuftig flok mennesker, som gør meget op i brændstoføkonomien, kan hybriden blive et alternativ til de to benzinmotorer, turboløse maskiner på 1,8 og 2 liter, som ender med at blive meget populær.
Når vi er ved snakken om Toyota og sedaner, så har den danske importør endnu ikke offentliggjort, om den større sedan Camry Hybrid vil blive markedsført i Danmark – den er allerede sat til Europæisk premiere i første halvdel af 2019.