Den nye Skoda Kamiq bliver en af de store i mini-SUV-klassen, når den lander hos de danske forhandlere i starten af 2020. Selv om størrelse alene ikke gør det, hjælper det til med at gøre den tjekkiske model gennemført
Peugeot 2008, Renault Captur, Suzuki Vitara, Hyundai Kona, Seat Arona. De fem biler er eksempler på små SUV’er/crossovers, og de er samtidig nogle af de mest populære modeller på programmet hos de fem bilproducenter. Så det er, uden at overdrive det mindste, meget vigtigt for mærkerne at have netop denne type bil klar til kunderne.
Skoda kommer sent ind i kampen, men ikke for sent. Med den rigtige bil er der et mylder af kunder, som gerne vil slå til. Kamiq er den bil, der skal få kunderne til at komme til Skoda – i stedet for at de går i armene på Suzuki, Renault og alle de andre.
I vores seneste video introducerer vi dig for Kamiq og alt det, den kan (og ikke kan), men tålmodighed er påkrævet: Kamiq står først hos de danske Skoda-forhandlere i starten af det nye år.