E-Pace og XC40 tager Jaguar og Volvo steder, de to mærker aldrig har været før: ind i luksusklassen for kompakte SUV’er. Blog om Biler har kørt på tværs af Danmark for at teste de to på den jyske vestkyst – med en tur på den fantastiske strand på Rømø som startskuddet for for videoen
Det starter rigtig godt for Volvo med den nye XC40. Den er for nylig blevet kåret som Årets Bil i Europa, og ordrerne strømmer ind. For at se, om der er noget om snakken, har vi taget den svenske SUV, lillebror til XC60, på en lang testtur. Og den har selskab af en anden lillebror, den nye E-Pace fra Jaguar – en mindre model end F-Pace, som rammer samme klasse som XC40.
Jaguar E-Pace og Volvo XC40 lander i en klasse med modeller, som har været på banen længe: Audi Q3 (en ny kommer i år), BMW X1 (og nu også X2), Mercedes-Benz GLA (en ny kommer næste år, og tyskerne lancerer også en mere praktisk GLB) Range Rover Evoque (en ny kommer næste år). Det er en klasse i eksplosiv vækst.
Vi tester to dieseludgaver med firehjulstræk og automatgear. Volvo XC40 D4 AWD aut. Momentum med 190 hk og Jaguar E-Pace D180 AWD aut. med 180 hk. Du kan læse meget mere om priser, udstyr og motorer i linket herunder – resultatet af testen får du sidst i videoen.