Mikrobilerne har fået trange kår i Danmark, for bilafgifterne er faldet, og danskerne har flere penge. Men hvis man nu alligevel skal have en af markedets mindste biler, er Toyota Aygo så et godt valg? – Vi ser nærmere på 2018-udgaven for at finde ud af, hvad der virker, hvad der ikke virker
Den kører, og den kører, og den kører… Den uendelige remse er tæt forbundet med den gamle Boble, Volkswagens udødelige og elskede folkemobil, men jeg kan også godt få det til at passe på Toyota Aygo. Den japanske mikrobil har kørt sig ind i danskernes hjerter, og den har kørt som en landeplage mere eller mindre lige siden den første gang kom til salg i 2005. Den simple bil er udviklet sammen med Citroën og Peugeot, som i deres butikker sælger den fælles mikrobil som C1 og 108, men Toyota har noget, der (næsten) ikke kan købes for penge: kundernes tilfredshed med service og værksted. Bilen er simpel, og en Up er på mange måder et bedre køb, men det er intet andet end overflødig viden for trofaste Toyota-kunder.
I 2018 er der stadig brug for mikrobilerne, for trinnet op i næste størrelse bil er for stort for mange mennesker, som har brug for en bil til at få hverdagen til at hænge sammen. De små har mistet meget af markedsandelen alene siden sidste år, så de nu står for omkring 1/10 af markedet, men af og til popper de op med fornyet kraft – i september 2018 var den mest solgte bil i Danmark Volkswagen Up med 412 styk, og Toyota manglede bare tre biler for at overhale tyskerne med Aygo. Men 410 styk Aygo er slet ikke ringe.
Aygo fik en mindre renovering med ny facade og mere støjdæmpning for nogle måneder siden, og vi har indkaldt den til test for at se, hvordan den klarer sig i løbet af en testuge, hvor den bliver kørt på alle mulige veje, med sneglefart og op til 130 km/t.
Hvad virker?
Jeg starter med at æde min hat, som man siger, men alligevel aldrig gør. Designet. Da trillingerne C1, 108 og Aygo blev født i den seneste udgave, som er den Toyota nu har givet en overhaling, stod Aygo nederst på min rangstige, når det kom til design. Ikke mere. I dag synes jeg, C1 har en spøjs snude, som ikke harmonerer med resten af bilen, og 108’eren er da meget stilig, men næsten for kedelig af en mikrobil at være. Aygo er min klare favorit af de tre, og det eneste der skulle til var, at japanerne malede det store X over, som mødtes midt i frontens logo, så det nu har samme farve som resten af bilen. Bortset fra at nogle modeller, som testbilen, har taget lakeret i sort. Køber man Aygo X-Cite, som den testede version hedder, så får man metallakeringen Magenta Splash med i prisen. Det er den eneste lakering, bare så du ved det.
På trods af en simpel indretning, hvor der er meget få knapper til ret så få funktioner, så er Aygo veludstyret og moderne på nogle punkter, hvor mange konkurrenter, inklusive VW Up, ikke er det. Den fine touchscreen er 7” stor, og den sidder højt og er nem i brug, så tilgangen til fx Apple CarPlay er lige til, og så er menusystemet bedre end i de større Toyota-modeller. Bakkamera er en sjældenhed i klassen, men det får man uden merpris i Aygo X-Cite. Mod merpris får man klassens bedste sikkerhedspakke med automatisk nødbremse (også ved højere fart), kollisionsadvarsel og sporskifteadvarsel. Det koster 5.000 kr., og den pris er rimelig.
Den lille trecylindrede motor virker mere moden og kraftig end nogensinde før, og der står godt nok kun 72 hk og 93 Nm i faktaarket, men vægten er altså også langt under et ton. Motoren giver udmærket skub i mikrobilen, og det går legende let op på 130 km/t motorvejen, hvor Aygo også virker modnet og mere egnet end den gjorde før.
Forbruget er noget, der alle dage har været styr på i Aygo. Det kræver ingen selvkontrol at køre 20 km/l, og med mere tålmodighed og glidende kørsel får man hurtigt mere ud af hver liter benzin. Den årlige grønne ejerafgift er lav med 920 kr.
Der er mange Aygo-versioner at vælge mellem, fra den billigste X-model med tre døre til 89.990 kr. videre til testbilen X-Cite til 109.990 kr. og op til topmodellen X-Clusiv til 124.990 kr. Den billigste har ikke aircondition, så springet op til dejlig køling af kabinen, to ekstra døre, læderrat, sædevarme og større hjul skal man som minimum tage – det får man i X-Play til 105.990 kr., og så er man alligevel tæt på testbilens lidt højere pris, hvor alufælge, 7” touchscreen, DAB-radio, Apple CarPlay og bakkamera kommer med.
Hvad virker ikke?
Aygo er god til to, men så er grænsen også nået. Der er tale om bare 347 cm bil (på langs), og det levner ingen plads til et ordentligt bagsæde eller et rigtig godt bagagerum. Men en Up gør det bedre med 7 cm mere fra snuden til den anden ende, og derfor er den lidt mere anvendelig og praktisk, hvis man virkelig insisterer på at have nogen eller noget på bagsædet.
Støjdæmpningen er forbedret, men et par gode ture på motorvejen omkring København og Roskilde giver det indtryk, som jeg også tidligere har fået. Ørerne trænger til et hvil, når man har kørt en times tid i Aygo. Der kommer støj fra mange kilder, og bruger man motorens fulde styrke, så bruger den sine tre cylindre til en kakafoni af en anden verden. Det lyder som om, stemplerne er på vej op gennem den lille motorhjelm, men de holder sig heldigvis tilbage.
Der er ikke den store glæde at hente i styretøjet i Aygo, og det er egentlig ærgerligt, fordi undervognen nu er på et højere niveau, end den har været før. Mikrobilen føles mere plantet og mere stabil, og jeg kan stort set kaste den ind i sving og rive den rundt, uden at den finder på unoder. Hvis bare styretøjet så også ville ”åbne munden” lidt mere og lege med.
En anden grund til, at man efter en time skal se sig om efter en rasteplads eller et sted til en kop kaffe, er sæderne. Det er skumfyldte puder, som ser ud til at have form, inden man sætter sig, men som viser sig bare at flade ud. Som i Up er der ingen rigtige nakkestøtter, men bare en forlængelse af ryglænet, og det kan hæmme udsynet og gøre det svært at finde sig godt til rette, hvis man har en opret kørestilling.
Toyota burde opgive sin kamp om at indkassere 5.000 kr. for Safety Sense-pakken, som sikkerhedspakken med automatisk nødbremse hedder. Hvorfor ikke bryste sig af at være førende i klassen, som Toyota ville være det, hvis den var standard? Up og dens søskende Citigo og Mii har kun nødbremser, som fungerer ved lav fart, så den eneste modstander er Kia og deres Picanto. Toyota sælger langt flere Aygo, end Kia sælger Picanto i Danmark, og det medfører også et ansvar – en mikrobil vil aldrig være virkelig sikker i et sammenstød, og med så mange Aygo på vejene, så fortjener køberne vel den bedst mulige sikkerhed?
Priserne på Aygo er på sin vis okay. 110.000 kr. med alufælge, 7” touchscreen, læderrat og elspejle lyder ikke dumt. Men jeg vil komme med et fornuftigt forslag. For 10.000 kr. mere kan Skoda-forhandlerne sælge en faceliftet Fabia med fem døre, 75 hk og mere sikkerhedsudstyr. Det er en helt anden verden i en Fabia, en helt anden klasse. Og Fabia Active til 119.900 kr. er ikke strippet for udstyr. Den har aircondition, fjernbetjent centrallås, nødbremse, infotainmentsystem med touchscreen, elspejle med varme og meget, meget bedre pladsforhold.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc341326425663″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2018/10/TEST-Toyota-Aygo-2018-005.jpg[/image]
[google_table rows=”22″ cols=”2″ show_row_number=”0″ =”string” =”string” heads_values=”TOYOTA AYGO 1,0 X-CITE 5D^” heads_types=”string^string” sc_id=”sc1135183298340″]MOTOR^R3, 998 cm3__GOOGLE_TABLE_ROW__YDELSE^72 hk ved 6.000 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__^93 Nm ved 4.400 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__GEARKASSE^5-trins manuel__GOOGLE_TABLE_ROW__0-100 KM/T^13,8 sekunder__GOOGLE_TABLE_ROW__TOPFART^160 km/t__GOOGLE_TABLE_ROW__FORBRUG^26,3 km/l__GOOGLE_TABLE_ROW__CO2^86 gram/km__GOOGLE_TABLE_ROW__MÅL (L/B/H)^347/162/147 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__AKSELAFSTAND^234 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__BAGAGERUM^168 liter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆGT/TRÆK^Cirka 900/0 kilo__GOOGLE_TABLE_ROW__DÆK^165/60 R15__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIS INKL. LEVERING (3.980 KR.)^109.990 kr. Aygo fås fra 89.990 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIVATLEASING, ENG.YDELSE/MND. YDELSE^4.995/2.195 kr. Aygo fås fra 1.995/1.995 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__ÅRLIG GRØN EJERAFGIFT^920 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR^15 tommer alufælge, infotainmentsystem med 7 tommer touchscreen, bakkamera, sortlakeret tag, metallak Magenta Splash, varme i forsæderne, tågeforlygter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR^Sikkerhedspakke med automatisk nødbremse til 5.000 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__PÅ GADEN I DANMARK^Nu[/google_table]
Plus
- Design, højt udstyrsniveau, bedste sikkerhed i klassen mod merpris, godt infotainmentsystem, motor med udmærkede kræfter, bedre affjedring end tidligere, lavt forbrug, simpel indretning, forbedret støjdæmpning
Minus
- Gearkasse føles slap, følsom kobling, manglende plads på bagsædet og i bagagerum, simpel indretning, sikkerhed koster ekstra, der er ikke langt op til en Skoda Fabia