Volvo trapper op for at gøre livet svært for Audi og BMW, og for at gøre det, skal der flere nye SUV-modeller til. Svenskerne har udsendt et billede, der viser et udsnit af en konceptbil, der med stor sikkerhed bliver til den kommende XC40, en konkurrent til BMW X1 og Audi Q3
Volvo bygger op til noget stort. Eller småt, hvis det skal være helt rigtigt. Svenskerne har sendt et billede ud med et meget lille udsnit af en ny bil, som skulle være en konceptbil – og det kan sagtens være en næsten klar udgave af den nye XC40, Volvo har taget et nærbillede af.
XC40 er den første kompakte Volvo på en helt ny platform, der også skal bruges til bl.a. en ny V40, og XC40 bliver den hidtil mindste SUV fra det svensk-kinesiske firma.
Konceptbilen, eller det lille udsnit af venstre forlygte, grillen og kofangeren, viser helt tydeligt LED-signaturen Tors Hammer, kendt fra 90-modellerne og den faceliftede V40. Lygten i sig selv ender i en meget mere spids og aggressiv vinkel end på de nuværende Volvo-modeller, og snuden med grillen der er trykket ind på langs i midten, forstærker kun det indtryk.
Volvo arbejder på helt nye trecylindrede Drive-E-benzinmotorer, og det virker som et godt bud, at de får premiere i mærkets mindste SUV. Et naturligt skridt i udviklingen efter de nye firecylindrede motorer, siger Volvo. Ydelsen vil spænde vidt, men maksimalt lover Volvo 180 hk.
Når XC40 kommer har været gennem møllen som koncept og ender som færdigt produkt om et års tid eller halvandet, går den direkte efter kunder til BMW X1, Audi Q3 og Range Rover Evoque. Og med den stil Volvo har slået sig op på med XC90, kan det kun gå godt.