Volkswagen har færdiggjort regnestykket og kan nu tilbyde den nye Polo på privatleasing. Der er fire varianter til priser fra 2.399 kr., og det bedste af det hele er, at Polo GTI med 200 hk er blandt de fire
Polo på privatleasing er en vigtig ting for Volkswagen Danmark, og nu bliver hullet efter den udgående Polo endelig lukket med den helt nye. Importøren er nu klar med priser på privatleasing for den nye model, og denne gang er det muligt at vælge mellem fire udgaver af Polo – alle med benzinmotor.
I forhold til den gamle Polo på privatleasing forsvinder indgangsmodellen med en udbetaling på 5.000 kr. Udbetalingen er nu 15.000 kr. uanset variant, og det giver adgang til en leasingkontrakt med en løbetid på 36 måneder med 15.000 km om året. Ford tilbyder Fiesta med udbetaling på 7.995 kr. til priser fra 2.195 kr. om måneden (med 10.000 km om året), mens Toyota nu har Yaris på privatleasing med udbetaling på 4.995 kr. og med en månedlig ydelse på 2.295 kr.
Den månedlige ydelse starter for Polo på 2.399 kr., hvor den gamle startede på 1.899 kr. Man får dog klart mere for pengene i den nye, og frygten for at det er en skrabet Polo med 75 hk er heldigvis ubegrundet. 2.399 kr. om måneden giver en Polo 1,0 TSI Trendline med turbomotoren med 95 hk og udstyr som metallak, adaptiv fartpilot, crash-forberedende system (PreCrash), LED-kørelys, Bluetooth, Composition Media-infotainmentsystemet med 8″ touchscreen og DK-pakken med elementerne aircondition, varme i forsæderne og multifunktionslæderrat. Men Comfortline-versionen (samme motor) koster bare 50 kr. mere om måneden, altså 2.449 kr., og det giver næsten sig selv, at man laver den opgradering: regnsensor, automatisk nedblændeligt bakspejl, ekstra-tonede ruder bagtil, automatisk klimaanlæg med to zoner, el-spejle med varme og blød plast på instrumentbordet (hvis man går op i det).
Vores første tur på danske veje i netop 1,0 TSI Comfortline kan du finde i linket herunder.
Host op med 150 kr. mere om måneden – vi lander her på 2.599 kr. – og Volkswagen kan lease dig en Polo 1,0 TSI Highline med 115 hk. Fordelen er her ikke blot flere kræfter, men også at lige den udgave af den trecylindrede motor har sekstrins gearkasse, hvor den med 95 hk kun har fem gear (den automatiske DSG-gearkasse koster i øvrigt 200 kr. mere om måneden til Polo med 115 hk). Highline er lig med parkeringssensorer for og bag, tågeforlygter med kurvelys, 15″ alufælge, LED-stemningsbelysning i kabinen – og selvfølgelig alt det, der er standard i Trendline og Comfortline.
Den helt store attraktion i Polo-på-privatleasing-nyheden er, at Volkswagen sammen med de jordnære udgaver af minibilen lukker Polo GTI ud i samme ombæring. Den gamle Polo GTI udgik for længe siden i Danmark, længe før privatleasing blev almindeligt, og der er sket rigtig meget siden dengang; den gamle startede som en hvæsende 1,4 TSI med 180 hk med DSG og alt for lidt bundtræk, og efter et facelift gik den over til en langt bedre 1,8 TSI med 190 hk og manuel gearkasse som standard. Bollerne i GTI-suppen vokset til den nye model, og hos Blog om Biler kan vi ikke vente med at prøve den nu 200 hk stærke Polo GTI med 2-liters turbomotor – og det sker i starten af december.
Men nok om det og videre til prisen på privatleasing. Samme 15.000 kr. i førstegangsydelse og så 3.499 kr. om måneden for Polo GTI med DSG-gearkasse (den manuelle vil følge senere). Der er de klassiske ternede sportssæder, et tykt sportsrat i læder, 17″ alufælge, masser af røde detaljer, bl.a. i grillen, og sportsundervogn og XDS-differentiale er den født med. Polo GTI har på privatleasing også DK-pakke med automatisk klimaanlæg, ekstra-tonede ruder bagtil, regnsensor og automatisk nedblændeligt bakspejl. GTI bliver ikke den Polo, de fleste kunder stormer til, men det er en gylden mulighed for mange, som gerne vil prøve bilen uden at skulle købe den – og et statement af den federe slags fra Volkswagen.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc28104734466″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2017/11/Polo-GTI-7.jpg[/image]